«

»

aug 16

Læs om Seniorrådets arbejde

Her kan du læse om seniorrådets arbejde

                               HVAD ER SENIORRÅDET

Seniorrådet er den ældre befolkningsgruppes kontaktorgan til Ishøj Byråd.

Seniorrådet er nedsat ved lov og består af 7 medlemmer samt pt. 2 suppleanter, som er valgt ved direkte valg for en 4 års periode. I Ishøj Kommune har vi valg hvert 2. år, så der hele tiden er medlemmer, som kender til arbejdsgangen.

Seniorrådet bliver ofte forvekslet med Ældre Sagen. Dertil kan det oplyses, at Ældre Sagen er en landsdækkende forening med kontingentbetaling. Hvor imod  seniorrådet repræsenterer alle borgere på 60+ i Ishøj Kommune.

                                  HVAD LAVER SENIORRÅDET      

Seniorrådet rådgiver byrådet og medvirker ved udformningen af kommunens seniorpolitik.

Seniorrådet skal, forud for den politiske behandling, høres og gives mulighed for at udtale sig om samtlige forslag, som vedrører de ældre. Det gælder ikke alene på det sociale område, men også i kulturelle, tekniske og miljømæssige sager.

Seniorrådet rådgiver også byrådet om fordelingen af de økonomiske ressourcer på ældreområdet, specielt indenfor omsorgssektoren.

Seniorrådet tager selv sager op til behandling og forelæggelse for byrådet, når de har betydning for den ældre del af befolkningen.


SAGER SOM SENIORRÅDET KAN BEHANDLE                            

Kontakt Seniorrådet eller et af dets medlemmer, hvis du har problemer omkring disse sager.

                                  HVORDAN ARBEJDER SENIORRÅDET

Seniorrådet holder 6 ordinære møder om året på Ishøj Rådhus. På disse møder er der mulighed for behandling af alle spørgsmål, der har betydning for personer på 60+. Her ud over afholder vi møde med Hjemmeplejen 2 gange om året.

Skal der afholdes temadage eller lign. holdes der møder efter behov

Seniorrådets samarbejdspartnere er ældrebefolkningen (dvs. pensionistforeninger m.v. der hovedsageligt har 60+ som medlemmer samt handicap- og patientforeninger), byrådet og kommunens forvaltninger.

                                     HVEM KAN HENVENDE SIG

Alle borgere på 60+ i Ishøj Kommune og deres pårørende kan henvende sig til Seniorrådet med spørgsmål og forslag, der har betydning for denne aldersgruppe. Se adresser og telefonnumre på siden om seniorrådets medlemmer.

                          TAGER SENIORRÅDET SIG AF ENKELTSAGER

Nej – og dog; En enkeltsag kan godt være starten på en principiel sag. Derfor kan man altid henvende sig til Seniorrådet, hvis man er i tvivl om noget.

                                           DANSKE ÆLDRERÅD

Seniorrådet i Ishøj Kommune er  medlem af Danske Ældreråd, samt regionsældrerådet hvorfra Ældrerådene / Seniorrådene i Danmark får meget aktuel information fra ældreområdet via mail. Ældrerådene / Seniorrådene kan forelægge sager for Danske Ældreråd, som derefter bliver taget op på deres næste bestyrelsesmøde. Der er bl.a. blevet drøftet forhøjelse af folkepensionen – madpriser – ældrecheck og mange andre verserende problemer.

                        REGIONSÆLDRERÅDET I HOVEDSTADEN

Regionsældrerådet består af 29 kommuner i Region Hovedstaden. Disse afholder møde ca. hvert kvartal på Regionsgården i Hillerød.

Der drøftes bl.a. Sygehussektoren – ambulancekørsel – patientkørsel – Den ældre medicinske patient – den nye hospitals-plan og flere vigtige problemer på ældreområdet.  

I Regionsældrerådet i Hovedstaden har Seniorrådet i Ishøj Kommune 2 medlemmer.

                    SAMARBEJDE MED VESTEGNENS ÆLDRERÅD

Efter oprettelsen af 5 regioner i Danmark blev Ældrerådene/Seniorrådene på Vestegnen enige om, at vi fremover også var indstillet på at mødes 2 gange om året på skift hos hinanden. På disse møder orienterer vi hinanden om hvilke sager, vi arbejder med, og udveksler erfaringer.

På disse møder deltager kommunerne:

Albertslund – Brøndby – Dragør – Glostrup – Herlev -Hvidovre – Høje Tåstrup – Ishøj – Rødovre – Tårnby og Vallensbæk.

                                                     SENIORLOKALERNE

Seniorrådet har siden februar måned 2008 administreret Ishøj Kommunes Seniorlokaler på Vejlebrovej 105,st., 2635 Ishøj.

Lokalerne kan rumme op til 40 mennesker pr. lokale, altså i alt 80 personer. De udlånes til foreninger, der hovedsageligt har “60+” som medlemmer samt handicap- og patientforeninger, samt grupper under social- og sundhedsudvalget.

For yderligere information og reservation se: www.seniorloalerne.dk

Evt. problemer eller mangler vedr. lokalerne meldes til Leif Christoffersen på  mail: seniorraadet@ishoejby.dk

                                           DET TIDLIGERE KLAGERÅD

Klagerådet blev nedlagt ved regeringsbeslutning pr. 1. januar 2010, men som i alle sager, hvor borgere er utilfredse med kommunale afgørelser, ser seniorrådet gerne på sagen.

Er du derfor utilfreds med kommunens afgørelse om hjemmehjælp, kan du evt. henvende dig til seniorrådet. Vi kan hjælpe med at få udformet klagen og med at få den videresendt til Det sociale Nævn.

                                                      KONTAKT OS

Seniorrådet håber, at vi med denne præsentation, har givet Jer en tilfredsstillende information om det arbejde, som I har valgt os til.

Seniorrådet kan træffes ved henvendelse til formanden Bjarne Gosvig b.gosvig@ishoejby.dk  eller  seniorraadet@ishoejby.dk

Skriftlige henvendelser stiles til :
Seniorrådets formand,
Ishøj Kommune, Ishøj Store
Torv 20,
2635 Ishøj.