Forslag til Seniorpolitik 2014 – 2017

                       OPLÆG TIL SRNIORPOLITIK I ISHØJ KOMMUNE

                                                FOR 2014 – 2017

                                                        Forord:

Ishøj Kommunes Byråd har besluttet, at kommunens seniorpolitik skal revideres og herefter være gældende fra 2014-2017. Seniorpolitikken defineres som: Seniorpolitikken skal udgøre den overordnede politiske ramme for den kommunale virksomhed på ældreområdet i forhold til Service-, Bolig- og Sundhedslovens regler om tilbud til ældre, skabt i samspil med borgeren, hvor dialog, medansvar, respekt, frihed og livskvalitet skal være i fokus. Derfor er det besluttet ved udarbejdelsen af den nye Seniorpolitik, at starte hos borgerne, i stedet for den normale praksis, hvor administrationen udarbejder et forslag, der efterfølgende sendes til høring hos borgerne og Seniorrådet. Seniorrådet er udpeget til at være forbindelsesled til de ældre borgere (tovholder) for den kommende Seniorpolitik og skal i samarbejde med administrationen udarbejde forslag til den kommende Seniorpolitik. Nærværende oplæg til den kommende Seniorpolitik er udarbejdet af Seniorrådet med start i begyndelsen af 2012. Ishøj kommune havde på forhånd udmeldt 5 fokuspunkter som er: • Rehabilitering. • Demens. • Medborgerskab. • Teknologisk udvikling og digitalisering. • Det nære sundhedsvæsen. Allerede i begyndelsen af januar 2012 havde Seniorrådet indkaldt vores samarbejdspartnere til et SU møde som blev afholdt i seniorlokalerne. Her drøftede vi bl.a. de af kommunens udmeldte fokuspunkter. De fremmødte havde en grundig debat om fokuspunkterne. Endvidere blev der givet udtryk for, at Seniorpolitikken fik et yderligere fokuspunkt, der hedder: • Ældreboliger og tilgængelighed. Dette har Seniorrådet taget a notam, og indstiller at dette emne medtages i Seniorpolitikken. Seniorrådet har besluttet at dele fokuspunkterne mellem Rådets medlemmer. Oplæggene blev efterfølgende sendt til medlemmerne, hvorefter der så er blevet indlæg til fokus-punkterne. Den 3. april 2012 fremlagde Seniorrådet oplæggene til den kommende Seniorpolitik på et borgermøde med ca. 25 fremmødte borgere i Ishøj kultur Café. Herefter er oplæggene til fokuspunkterne blevet revideret og sammenskrevet af formanden Leif Christoffersen og næstformanden Bjarne Gosvig, som det fremgår efterfølgende. Oplæggene omhandler forslag til Seniorpolitikken. Alle oplæg slutter med forslag til handleplan for det pågældende emne. For at få mere sammenhæng i fokuspunkterne har Seniorrådet byttet om på rækkefølgen. Det skal bemærkes, at alle fokuspunkter er aktuelle for alle aldersgrupper, men i nærværende oplæg er fokuspunktets opmærksomhed først og fremmest rettet mod de ældre medborgere. Seniorrådet skal påpege, at det er vigtigt at Seniorpolitikken – når den er vedtaget bliver evalueret en gang årligt i tæt samarbejde med Seniorrådet. Endvidere finder Seniorrådet det nødvendigt at bemærke, at vi synes det har været en god proces, at man denne gang ved en iværksættelse af den kommende politik er startet hos brugerne og at Seniorrådet er udpeget til tovholder i processen. Det har hidtil været en interessant og spændende forløb, selvom Seniorrådets medlemmer også har lagt rigtige mange arbejdstimer i forløbet. Seniorrådet skal derfor kraftig henstille til, at vi får mulighed for at deltage i resten af processen og at det endelige forslag udarbejdes i tæt samarbejde med Seniorrådet, ligesom vi har en forventning om, at Seniorrådets oplæg bliver anvendt i størst mulig udstrækning, så vi ender med en rigtig positiv oplevelse af dette arbejde, og at Seniorrådets inddragelse i processen ikke bare har været på skrømt.

                                                          Det nære sundhedsvæsen.                                                                 v/ Bjarne Gosvig

Der bliver flere ældre i de kommende år. Derfor skal sundhedsvæsnet indrettes, så man får mest mulig sundhed for pengene. Det er en kendsgerning at ældre mennesker bliver ramt af sygdomme, såvel akutte sygdomme som influenza, lungebetændelse, maveproblemer, men også af kroniske sygdomme.
Hospitalerne nedlægger sengepladser, og i spidsbelastnings situationer oplever vi gang på gang, at der ikke er plads til patienterne på stuerne, og patienterne derfor bliver placeret på gangene – i vaskerum og andre nødløsninger. Dette er uværdigt.
De fleste mennesker bryder sig ikke om at ligge på hospital og vil hellere behandles i eget hjem eller i egen kommune.
Derfor skal der fremover satse på en forebyggelsesfilosofi frem for en indlæggelsesfilosofi, og der er brug for en integreret sundhed i ældreplejen med mere borgerrettet forebyggelse med nære sundhedstilbud til dem, der bliver syge. Det giver ikke mening at indlægge alle på specialiserede og fjerntliggende sygehuse, med lang transport for de pårørende, og oftest er det ikke nødvendigt.
Borgerne skal i videst muligt omfang behandles i deres nærområde/egen kommune. Sygdomme skal konstateres hurtigst muligt, af borgeren selv eller via kommunens hjemmepleje og praktiserende læger. Jo hurtigere en sygdom diagnosticeres, jo hurtige bliver borgeren helbredt, og jo billigere bliver det for samfundet.
I et samarbejde med Hovedstadsregionen og almen praksis skal de nære sundhedsindsatser styrkes for at sikre et sammenhængende patientforløb, og reducere indlæggelser og genindlæggelser for kommunens borgere. Kommunens forebyggende og rehabiliterende indsatser rettet mod de ældre borgere samt ældre med kroniske sygdomme og livstils-sygdomme er af væsentlig betydning. Det samme er udskrivningsindsatsen fra hospitalerne. Der skal være sammenhæng mellem patientforløbet og indlæggelserne på hospi-talerne, behandlingen hos den praktiserende læge og kommunens tilbud, når borgeren udskrives fra hospitalet.
Kommunens akutindsats, herunder akutpladser, såvel før egentlig hospitalsindlæggelse som ved udskrivelse fra hospitalerne skal styrkes. Alarmtelefoner til borgeren skal udvides for at undgå unødige opkald til 112 og efterfølgende indlæggelse. Der skal være mulighed for midlertidig udvidelse af pleje til borgeren på mange nødvendige niveauer.
På den måde kan mange indlæggelser undgås og ressourcerne anvendes bedre. Der skal mere fokus på den rehabiliterende og patientrettede forebyggelse, og de mange genind-læggelser af de ældre borgere skal undgås, fordi de bliver sendt for tidligt hjem fra hospitalerne uden den nødvendige opfølgning i kommunen. Der skal ydes en forbedret indsats for, at flere kan hjælpes i eget hjem eller i kommunen.
Mange ældre borgere kan behandles i eget hjem, og dette vil ofte være et bedre tilbud for dem, da de så undgår transport til læger, hospitaler o.l. samt også indlæggelser. Dette kan ske via specialiserede sygeplejefunktioner, rehabilitering og egenomsorg gennem eksempelvis telemedicin, og bedre samarbejde mellem den praktiserende læge, hospitalerne eller anden lægefaglig kompetence.
Ældre borgere med kroniske sygdomme, såsom hjerte-kar sygdomme, kol, diabetes, kan hjælpes til at håndtere disse sygdomme, når de er udredt og sat i behandling i eget hjem eller kommunen. Også akutte sygdomme, som blodpropper, hjerneblødning vil kunne op-spores meget tidligere end det sker i dag. Dette kan bl.a. gøres ved løbende helbreds-kontroller af eksempelvis blodtryk, halvårlige helbredstjek.
Det er vigtigt, at få fat i en begyndende sygdom inden den bliver hospitalskrævende. Dette vil forholdsvis let kunne konstateres og iværksættes hos kommunens ældre, der får hjælp fra kommunen i form af sygepleje eller hjemmehjælp. Den store udfordring er hos de ældre, som ikke er kendt i kommunens behandlersystem. Disse ældre kontakter egen læge eller familie, der foranlediger, at den ældre bliver indlagt på hospitalet. Dette kræver nytænkning hos de praktiserende læger og hospitalerne gennem et bedre og udvidet samarbejde.
Samarbejdet mellem kommunerne og almen praksis er i dag ikke effektivt nok i forhold til løsningen af patienternes sygeforløb. Der vil fremover blive tale om at samarbejdet mellem kommunen, den praktiserende læge, hospitalerne skal formaliseres i faste rammer – og knyttes direkte til den enkelte patient. Det vil blandt andet betyde, at kommunens perso-nale lettere og hurtigere kan få en lægelig vurdering af et problem, og råd om den rette behandling.
På samme måde kan en Call-centerfunktion på sygehuset sikre kommunernes medarbejdere en kvalificeret hotline, hvis de er i tvivl om en patients behandling.
Kommunen skal have akutpladser til ældre, der eksempelvis får en voldsom influenza, lungebetændelse eller lignende symptomer på en sygdom, der normalt medfører indlæggelse, hvis den ældre er alene og ikke kan klare sig selv. Dette kan kræve en udvidelse af plejepersonalet, men vil alt andet være billigere end indlæggelse og den ældre vil foretrække hjælp i nærområdet, og vil formentligt også blive hurtigere rask.
Der skal også være tilstrækkelige behandlingspladser til de patienter, der udskrives fra hospitalerne, fordi de ikke længere er hospitalskrævende, men samtidig ikke er raske nok til at kunne klare sig selv i eget hjem, heller ikke med udvidet sygebesøg i hjemmet. For hver dag en patient ligger på hospitalet, efter at hospitalet har besluttet, at det ikke er nød-vendigt, koster det mange penge for kommunen for hver dag patienten skal blive på hospitalet.
Mange ældre døjer med balancen, der kan medføre faldulykker med alvorlige skader, såsom brud på hofter, ben og arme og andre skader, der kan kræve hospitalsindlæggelse af korte og længere varighed. Her er rehabilitering vigtig, så man forebygger faldulykkerne.
Man ved, at hver 3. ældre over 65 år falder mindst 1 gang årligt. Hver 2. over 80 år falder ligeledes mindst 1 gang årligt. Knapt 20 % af disse faldulykker resulterer i en behandlings krævende skade og ca. 10 % af de behandlingskrævende skader medfører fraktur.
Faldulykker defineres som: En hændelse, hvorved en person uden selv at ville det, lander på underlaget.
Balance defineres som: Evnen til at holde kroppens tyngdepunkt indenfor understøttelsesfladen.
Årsag til faldulykker er oftest:
• Svækkelse af muskelfunktion. • Lunge- og nyrefunktion. • Syn og hørelse. • Huden. • Hjerte- og hjernefunktion. • Nedsat tempo og usikker gang. • Selvfølgelige opgaver trætter.
Det er uhyre vigtig at man er opmærksom på, at der oftest ligger sygdom bag faldulykker. En forebyggende indsats omkring faldulykker vil kunne forhindre mange hospitalsindlæggelser og lægebehandling i øvrigt. Skader efter faldulykker er tit ret langvarige og oftest kræver faldulykker lang genoptræning. Ved at minimere faldulykker, vil samfundet kunne spare rigtig mange penge.
Forebyggelse af de ældres helbred er også i væsentlig grad sund levevis, kaldet
“K R A M”,
der står for: Kost (sund og tilstrækkelig indtagelse af væske), Rygning, Alkohol (misbrug – herunder også narkomisbrug) og Motion.
Det er alle punkter, der er svære at ændre. Samfundet skal passe på, at samfundet ikke bliver et formyndersamfund. De ældre skal have frihed til at bestemme over eget liv, ud fra den betragtning, at der også skal være plads til de ting, som den ældre opfatter som værende med til, at man har et godt liv. Skal alt kun dreje om det sunde liv, kan det i virkeligheden give den ældre et dårligere liv med diverse sygdomme til følge. Forebyggelse af ensomhed ved eksempelvis besøgsvenner, spisevenner o.l. kan også forebygge sygdomme hos den ældre borger.
Det nære sundhedsvæsen:
• Drejer sig om alle kommunale sundhedsopgaver samt opgaver indenfor praksis-sektoren.
• Hospitalernes opgaver i det nære sundhedsvæsen, der dels er lokale ambulante hospitalstilbud for borgere med en vis afstand til akuthospital (akutklinikker, sundhedshuse).
• Hospitalsbehandling, som foregår udenfor hospitalet eksempelvis i borgerens eget hjem eller forskellige klinikker.
Hospitalerne har en væsentlig rolle i at understøtte det primære sundhedsvæsen med henblik på at sikre den bedst mulige ressourceudnyttelse af det samlede sundhedsvæsen.
• Kerneopgaverne i det nære sundhedsvæsen er bl.a. borgerens egenomsorg, rehabilitering, forebyggelse og sundhedsfremme, tidlig opsporing af sygdomme, håndtering af en lang række behandlinger samt opgaver indenfor pleje og omsorg.
• Hospitaler, kommuner og praktiserende læger skal samarbejde om løsninger, der mindsker behovet for indlæggelser samt reducerer antallet af genindlæggelser. Ligesom forløb og sagsgange udvikles og optimeres, så borgeren oplever en helhedsorienteret indsats på rette tid og på rette sted.
• Patientrettet indsats har til formål at forebygge, at en sygdom udvikler sig yderligere og at begrænse eller udskyde eventuelle komplikationer. Dette forudsætter, at den enkelte patient har kompetencer, viden og færdigheder til at tage vare på eget helbred og udøve den gode omsorg og understøttelse gennem rehabilitering, patientuddannelse og genoptræning.
Telemedicin defineres som: Digitalt understøttet sundhedsfaglig ydelse over afstand.
Det handler dels om telemedicinske løsninger mellem patient og sundhedsfagligt personale, dels om telemedicinske løsninger mellem forskellige sundhedsfaglige aktører – også på tværs af sektorer. Der er allerede gode erfaringer med en række telemedicinske initiativer, såsom videokonference, billedudveksling og hjemmemonitorering, og er områder med et særligt potentiale.
Telemedicinen vil fremover medføre færre hospitalsindlæggelser – ikke mindst for de ældre borgere, idet man ved hjælp af forskelligt teknisk udstyr kan behandle borgeren i eget hjem via hospital eller kommunens hjemmepleje. Ældre patienter vil kunne fortsætte med en almindelig hverdag i hjemmet frem for talrige hospitalsbesøg. Der vil kunne skiftes mange kontrolbesøg på hospitalet ud med registreringer i hjemmet.
Et eksempel herpå kan være hjertesvigtspatienten, der selv måler sit blodtryk, puls og vægt, hvorefter måleapparatet sender resultatet til ambulatoriet. Det kan også være app’en, som hjælper den depressionsramte med at holde styr på hverdagen, humør, stress og medicinering.
Den ældre medicinske patient er typisk karakteriseret ved høj alder, og et eller flere af nedenstående faktorer:
• Svær sygdom. • Flere samtidige sygdomme. • Kroniske sygdomme. • Nedsat fysisk funktionsniveau. • Begrænset egenomsorgskapacitet.

                                                               Handleplan:                                                                                                                                                     Det nære Sundhedsvæsen.

   Fremover skal der satses på: • At et flertal af sunde borgere og at så få borgere som muligt bliver syge fremover. • At der sker hurtig forebyggelse og tidlig opsporing. • At behandling og samarbejde sker i eget hjem eller i kommunen. • At der skabes de bedste rammer for, at borgere med kronisk sygdom lever godt med deres sygdom. • At der arbejdes målrettet på at reducere antallet af forebyggelige indlæggelser. • At borgeren kan anvende egenomsorg og mestring af sin sygdom. • At der fremadrettet er opmærksomhed på etniske minoriteter, så denne gruppe også tilgodeses med mest mulig støtte. • At udnytte teknologien samt anvende telemedicin. • At benytte tværsektorielle data. • At sætte ind der, hvor man møder borgerne, såsom på de kommunale institutioner, på vej rundt i kommunen og i de forskellige sociale og indkøbsmæssige knudepunkter. • At tænke utraditionelt og man er parat til at gå nye veje i forhold til teknologi og i et eventuelt samarbejdet med nye samarbejdspartnere, herunder erhvervslivet og civilsamfundet. • At kommunikere gennem personlige samtaler, brochurer, TV spots, lokalaviser m.v. • At der sker kompetenceudvikling af personale. • At kvaliteten af sundhedsindsatsen øges i kommunen. • At have fokus på, at kommunens sundhedsindsats hele tiden skal foregå i samarbejde med borgerne og deres pårørende, det frivillige netværk og ild-sjæle, samt gennem lokale aktiviteter, der kan understøtte en bred kommunal indsats.
 

                                                 Demens. v/ Leif Christoffersen

Demens er en fællesbetegnelse for omkring 200 sygdomme, der svækker hjernens tankefunktioner. Alzheimer er den mest udbredte demensform og er skyld i over halvdelen af tilfældene. Alzheimer-ramte mister langsomt kontakten med omverden. Demenssygdommen er en langsom fremadskridende sygdom, der er invaliderende og resulterer i stigende problemer med at udføre simple dagligdags handlinger, orientere sig og forstå hverdagens sammenhæng. Der kan opstå problemer med at styre følelserne og indgå i sociale relationer. Demens er en sygdom, der rammer bredt og som har store konsekvenser for både den ældre og de pårørende. I begyndelsen af marts 2013, kunne man læse i BT, at Sundhedsstyrelsen, slår alarm. Alle kinder til hukommelsessvigt. Man glemmer at slukke for ovnen, kan ikke finde sine nøgler eller pung eller fjernbetjeningen til fjernsynet, man leder efter det rigtige ord, eller også har man svedt en aftale fuldstændig ud. Men for 85.000 danskere er det langt mere alvorligt end bare en simpel forglemmelse. De lider nemlig af Demens. En sygdom, der får koncentration – hukommelse og sprogfær-digheder til langsomt at forsvinde – og som kan være alt opslidende for både den syge og for de pårørende. Manglende sygdomsindsigt indebærer ofte, at borgeren ikke selv erkender behovet for hjælp. Hvis det omgivende miljø tilpasses de tilbageværende ressourcer, giver det personen med Demens mulighed for at fastholde sin identitet, vedligeholde og eventuelt genvinde færdigheder. I de kommende år vil sygdommen sprede sig yderligere. I år 2040 forventes det, at omkring 160.000 danskere vil være ramt af Demens, viser beregninger fra National Videncenter for Demens. Dette sker bl.a. med baggrund i at vi lever længere og dermed også bliver flere ældre. I Ishøj mener man, at der er omkring 200 borgere, som er ramt af Demens og at dette tal forventes at vil stige til omkring 300 borgere i 2020. National Videncenter for Demens, mener, at Demens fortsat er et tabubelagt emne. Men vi skal ikke acceptere, at det er i orden at glemme, bare fordi man er blevet ældre. Det er et problem, som man skal kunne tale åbent om i samfundet. Og det gør man da heldigvis i Ishøj kommune. Men vi skal heller ikke glemme de pårørende som rammes hårdt, når sygdommen viser sig hos en i vores nærmeste familie. National Videncenter for Demens mener, at der i øjeblikket er omkring 400.000 pårørende til et Demens ramt familiemedlem i Danmark. Demente borgere bliver oftest i første fase, passet og plejet i eget hjem af ægtefælle. Men i næste fase af sygdommen bliver det væsentlig sværere. Den demente glemmer f.eks. at spise og drikke, bytter om på kendsgerninger og ting. Det tærer helt naturligt på den raske pårørende. Slutfasen i forløbet vil oftest være anbringelse på plejehjem, da de nærmeste pårørende ikke længere magter at give den demente pasning og pleje. Her er det nødvendigt, at personale har de nyeste elektroniske hjælpemidler rådighed, såsom GPS, der fortæller, hvor den demente befinder sig, alarmer der alarmerer personalet, hvis den dementes værelse eller plejehjemmet forlades. Det kan i nogle tilfælde blive nødvendigt, at bruge fornødent magt over for den demente for at sikre dennes egen sikkerhed. Reglerne om magtanvendelse omfatter følgende muligheder: • Alarm og pejlesystemer. • Fastholdelse for at forhindre personen i at forlade boligen. • Fastspænding med stofseler til kørestol eller andet hjælpemiddel for at forhindre fald. • Flytning af borger til anden bolig mod dennes, at have sin ægtefælle vilje. Det er hårdt arbejde for de nærmeste pårørende, at have en dement ægtefælle. National Videncenter for Demens mener, at pårørende i gennemsnit bruger omkring 6 timer om dagen på omsorg og pleje. Og læg mærke til, at det er et gennemsnits tal. Altså er der også nogen der bruger mere tid. Tænk så på hvad det betyder, hvis den pårørende samtidig skal passe et arbejde. Med hensyn til hvornår Ishøj kommunes Demenskoordinatorer får kontakt til en familie kan variere meget, selv om der i dag er mere opmærksomhed på Demens, hvilket oftest betyder, at man får/har kontakten inden situationen bliver for uholdbar. Det er vigtigt med en tidlig indsats, for at sikre, at både de ældre og pårørende får den rette støtte, så hurtigt som muligt. Samtidig er det vigtigt hele tiden, at udvikle Demensindsatsen, på baggrund af den nyeste viden på området, så kvaliteten i den støtte Ishøj kommune kan tilbyder, er den højst tæn-kelige. Er der f.eks. brug for støtteforanstaltninger eller hjælpemidler kan det være en god ide, at blive introduceret om dette i den tidlige del af Demens forløbet. I Ishøj kommune har vi et godt Demens team, som bl.a. har oprettet en Demens-Café i Seniorlokalerne på Vejlebrovej 105. Her kan Demente og deres pårørende mødes en gang om måneden og udveksle erfaringer og få hjælp, vejledning og støtte. I Ishøj kommune har Demenskoordinatorerne udarbejdet en glimrende lille pjece ”Demens – når hukommelsen svigter”. Denne indeholder de 10 mest almindelige tegn, som man skal være opmærksomme på. Det er dog vigtigt at bemærke, at selv om man har lagt mærke til at de 10 velkendte tegn hos sig selv, eller sin ægtefælde, så er det ikke ensbetydende med, at man er ved at blive Dement. Flere af tingene kan være ganske normalt – men optræder de hyppigere end de plejer, eller bliver tydeligvis forværret, er det en god ide at bestille tid hos lægen eller kontakte kommunens Dementkoordinatorer. I dag er der til Demente i Ishøj kommune 8 plejehjemspladser samt 1 aflastningsplads på Torsbo. Disse pladser er målrettet borgere med særlige behov. Herudover rummer både Kærbo og Torsbo borgere med Demens, bredt på alle afdelinger og er dermed blandet med de øvrige plejebeboere. Af de borgere der bor i vores plejeboliger har ca. 70-80 % en Demensproblematik.

                                                           Handleplan.
Demens.

Fremover skal der satses på: • At der er et stigende behov for pladser til Demente (og psykiske) beboere som har en adfærd som kan være voldelige eller udad reagerende. Disse er svære at rumme på almindelige plejehjemspladser. • At der arbejdes på, at sikre en tidlig indsats, ved at oplyse om mulighed for kontakt til kommunens dementkoordinator og kommunens tilbud. • At den enkelte borger kan blive i egen bolig, så længe det er muligt og med tidelig indsats i hjemmet af kvalificeret personale, og når behovet for en anden bolig opstår, skal kommunen stille en sådan til rådighed inden for et kortere tidsrum.  • At mest mulig behandling bør foregå i borgerens eget hjem og nødvendige indlæggelser skal være af kortere varighed.  • At der sker en fortsat udbygning af Netværksgrupper, såsom Demens-café, pårørende grupper og undervisningstilbud. • At elektroniske hjælpemidler skal anvendes for at sikre den demente. • At borgerene fortsat kan tilbydes aktivitetsmuligheder i daghjem, og pårørendes mulighed for aflastning. • At der sker en målrettet individuel tilrettelæggelse af pleje, aktivitet og en socialpædagogisk praksis uanset boform, der medvirker til at kompensere for funktionsnedsættelsen, og genskabe størst mulig evne til at mestre livet for den enkelte borger med demens og sikre størst mulig selvhjulpenhed og livskvalitet for den enkelte.  • At den enkelte borger med demens sikres samvær og beskæftigelse, tilpasset den enkeltes ressourcer og behov. • At der sættes fokus på indsatsen for demente borgeres adfærds forstyrrelser. • At borgeren tilbydes en bred vifte af forskellige muligheder for aflastning, afløsning, støtte og hjælp, der medvirker til, at den omsorgsydende pårørende får mulighed for at fortsætte samlivet så længe som muligt. • At kommunen hjælper borgere med demens med at oprette pleje-testamente i henhold til lovgivning, hvori de kan tilkendegive ønsker for fremtiden med hensyn til bolig, pleje og omsorg – og dette skalså vidt mulig respekteres. • At der fremadrettet er opmærksomhed på etniske minoriteter, så denne gruppe også tilgodeses med mest mulig støtte. • At medarbejderne indenfor ældreområdet oprustes specielt til at kunne varetage pleje- og omsorgsindsatsen. • At der er indgås samarbejdsaftaler med de praktiserende læger og kommunen om arbejdsfordelingen ved gennemførelsen af en hurtig udredning og opføl-gning. • At nødvendige magtanvendelses indgreb aldrig må erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand. • At der er opmærksomhed på at være med på seneste nyt indenfor demens området.

                                                                      Rehabilitering.
                                                                    v/ Ingelise Jensen

Mange mener at rehabilitering først og fremmest er processen med at vende tilbage til arbejdsmarkedet eller tidligere liv efter et uheld eller sygdomsforløb. Rehabilitering er ikke kun revalidering eller genoptræning, men kan rumme begge dele. At modtage genoptræning eller behandling er ikke ensbetydende med en helhedsorienteret, koordineret og sammenhængende proces. Rehabilitering sigter imod, at borgeren kan udføre sine personlige aktiviteter og deltage i samfundslivet. Forskellige behandlings- og genoptræningsformer kan indgå i en rehabiliteringsproces. Det kan være en kortere eller længerevarende proces, som er med til at bevare eller fremme en borgers livskvalitet. Herunder borgerens muligheder for at kan klare sig så meget som han/hun selv ønsker at udfolde sig personligt eller deltage i samfundslivet på trods af sygdom eller handicap. Altså hjælpe til med at nå egne mål Borgere med behov for rehabilitering vil typisk være mennesker, der som følge af sygdom, ulykke eller medfødte funktionsnedsættelser oplever betydelige begrænsninger i livsud-foldelsen. Der kan være behov for rehabilitering med fokus på både arbejdsliv, familie-relationer, eller fritid og sociale liv. Det er ikke de professionelle, der skal rehabilitere borgeren. De professionelle skal assistere borgeren, så denne kan nå de mål, vedkommende har sat sig. Det er deres liv, det handler om, og derfor er det også borgerens egne mål, der er genstand for rehabiliterings-processen. Og skal derfor foregå med borgeren i centrum. Borgeren har ret til selvbestemmelse og trods eventuel vedvarende funktionsnedsættelser at kunne deltage i samfundet på egne præmisser. Derfor er det også afgørende, at det er borgerens egen mening der gælder Borgere med behov for rehabilitering skal opleve, at de krav og udfordringer, som de stilles over for, er værd at investere i og har betydning for dem. De skal opleve, at det, de selv gør, giver mening og at de kan påvirke udfaldet. Formålet er at borgeren, som har eller er i risiko for at få begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af et koordineret, sammenhængende og indsats. Efter en hjerneskade, der kan gå ud over både det fysiske og det psykiske vil der være en tid med revalidering og genoptræning, men på et tidspunkt må man se på, hvor langt man kan komme tilbage til sit normale liv – og så er det rehabilitering man må fokusere på. Der kan være besvær med at bruge sine arme, ben eller fingre. Også langtids- og korttids-hukommelsen kan være skadet. Er det så muligt at genoptræne hukommelsen eller må man acceptere, at det er nu man skal til at skrive de små sedler. Borgere med medfødte handicap er en anden persongruppe, der vil kunne rehabiliteres, måske er der tidligere bare konstateret at vedkommende har et handicap og derfor skal have hjælp. Men i mange tilfælde er det ikke det, som borgeren ønsker – tværtimod vil personen hellere gøre mange ting selv bl.a. den personlige hygiejne. En tidligere aktiv idrætsmand/kvinde kan have svært ved at affinde sig med inaktivitet. Derfor er det en stor hjælp, hvis man kan hjælpe vedkommende til at dyrke en idrætsgren, der er handicapvenlig. En plan for rehabiliteringen er meget vigtig, men borgeren skal kunne se et formål med at træne for at blive selvhjulpen. Denne plan bør jævnligt tages op til diskussion for at se på udviklingen, samt for at konstatere om målet stadig er det samme Rehabilitering skal ses som en investering i fremtiden. Men det er borgeren, der sætter dagsordenen for hvor meget der skal ydes personligt. Der er personer, der ikke ønsker rehabilitering. Det kan være personer, der er så gamle, at de føler det er meningsløst. De vil bare have fred og ro og hjælp til det de ikke kan klare i dagligdagen. Skal vi så tvinge dem til rehabilitering eller blot prøve ihærdigt at motivere dem? Hvis det er muligt med forskellige rehabiliteringsforløb bør man diskutere alle og påpege hvilken der er bedst, uden først at tage stilling til hvilken der er billigst, for det er altid billigst i det lange løb at borgeren er tilfreds og føler, at vedkommende selv har indflydelse på sin situation. Inden rehabilitering iværksættes er det vigtigt, at diskutere handlingsforløbet med borgeren og evt. en bisidder. Det kan være en pårørende eller en kontaktperson. Her må man ikke glemme dem, der ikke har nogle pårørende. Her kunne det være en frivillig der kunne følge processen. Det er vigtigt at inddrage pårørende eller anden kontaktperson, som en del af rehabiliteringsforløbet bl.a. fordi de kan have den nære kontakt til borgeren. Dog må det ikke blive sådan, at ansvaret overdrages til den eller de pårørende. Disse skal være på sidelinjen for at følge at afviklingen foregår korrekt. I programmet Danmark direkte på P4 den 2. februar 2013, udtalte formanden for Ældre-sagen, Bjarne Hastrup, at man skal sørge for en hurtig rehabilitering, da samfundet derved kan spare milliarder af kroner. Der er både fysisk og psykisk rehabilitering. Psykiske begrænsninger, kan ikke altid ses, og derfor er det meget vigtigt at borgeren ikke står alene, så her er det ekstra vigtigt med en pårørende eller anden ansvarlig person der kan hjælpe den pågældende. Det er også vigtigt at fastholde kontakten til borgeren, det være sig elektronisk, telefonisk eller ved personlig henvendelse, da det ellers kan være svært at holde motivationen oppe, hvis forløbet trækker i langdrag. Og det man mindst ønsker er at borgeren giver op. Målet er det, som borgeren selv ser som et værdigt og meningsfuldt liv. For tiden søger Socialstyrelsen kommuner, der vil være med i et projekt, så man kan få lavet en håndbog, der skal indeholde temaer, anbefalinger, metoder og redskaber, som kan danne grundlag for ældre borgeres rehabiliteringsforløb.

                                                             Handleplan:                                                           Rehabilitering.

 Fremover skal der satses på: • At alle borgere/patienter med et lægefagligt vurderet behov for rehabilitering skal have ret til en individuel rehabiliteringsplan, som forpligter kommunen til at tilbyde et rehabiliteringsforløb ud fra faglige retningslinjer. • At borgeren får mulighed for kost- og motionsvejledning, hjælp til rygestop, instruktion i brug af medicin, aspekter af et sygdomsforløb, rådgivning om hjælpeforanstaltninger, mulighed for netværksdannelse. • At kommunens fysioterapeuter og ergoterapeuter inddrages i rehabiliterings-indsatsen i alle de hverdagssammenhænge, hvor borgerens aktivitet og delta-gelse er begrænset eller på vej til det. • At kommunen giver borgeren mulighed for lån af hjælpemidler af midlertidig og kortere varighed, eksempelvis krykstokker. • At der til en sygdomsramt borger, som, kan have svært ved at overskue et langstrakt kompliceret rehabiliteringsforløb, snarest skal have tilbudt en personlig koordinator, som skal sikre borgeren en god og hurtig rehabilitering. • At det sikres, at der for de sygdomme, der fordrer det, straks tilbydes rehabilitering, idet en hurtig indsats vil forhindre yderligere tab af funktionsevne. Det skal ligeledes sikres, at i forløb, der består af flere separate indsatser, går mindst muligt tid mellem hver indsats. • At der snarest efter et sygdomsforløb sker nødvendig oplæring i brug af eventuelle hjælpemidler. • At der fremadrettet er opmærksomhed på etniske minoriteter, så denne gruppe også tilgodeses med mest mulig støtte.

                                                               Medborgerskab.                                                                           
                                                            v/ Knud V. Nielsen.

Medborgerskabet bruges flittig af alle myndigheder i dag uden at vi reelt er klar over, hvad ordet betyder. For at forstå betydningen af medborgerskab, er det nødvendigt først at skelne mellem Statsborgerskab og Medborgerskab. Statsborgerskab et juridisk og politisk begreb, der handler om borgerens rettigheder og pligter i henhold til lovgivningen – bl.a. Grundloven, samt retten til at kan stemme ved diverse valg, såsom folketingsvalg og kommunalvalg, retten til at få dansk pas. Medborgerskab er et mere subjektivt begreb – der handler om, hvorvidt vi føler et tilhørsforhold til samfundet eller på lokalt niveau til en kommune, by eller lokalområde. Altså, om man som borger føler en interesse eller et tilhørsforhold, et ansvar, eller eventuelt deltager aktivt i lokalsamfundet på forskellige niveauer, såsom lysten til at yde en firvillig indsats i det politiske liv, beboerforeningerne, foreningslivet, eller i mange andre typer af aktiviteter. Det kan også være frivillig indsats på mange andre niveauer. Medborgerskabet begynder, når man går ud af det private hjem og agerer sammen med folk, som man ikke har et familiemæssigt forhold til. Medborgerskabet er et tæt samspil mellem borgeren og kommunens politikere og administration, samt byens foreningsliv. Borgernes frivillige indsats spiller her en vigtig rolle, når man taler medborgerskab. Der er brug for den frivillige indsats, men det frivillige må aldrig erstatte den offentlige indsats, og kommunen må ikke pålægge frivillige opgaver. De frivillige vælger og prioriterer selv deres indsats.
Frivillig indsats bliver der mere og mere af i årene fremover, og en foretaget undersøgelse foretaget i 2011 viser, at næsten hver fjerde borger i Danmark udfører frivillig arbejde under en eller anden form. Den forrige regerings mål var at der i 2020 skal hver anden borger være involveret i frivillig arbejde på et eller andet niveau. Rollen som medborger, er ikke noget der bare sker af sig selv. Borgeren skal have en interesse i lokalsamfundet, gerne på flere niveauer. Når interessen er til stede kommer interessen oftest af sig selv for at hjælpe medborgerne gennem frivilligt arbejdet. Borgerens frivillige indsats har en uvurderlig rolle, det skaber netværk og fællesskab, og kan forebygge ensomhed og isolation samt skabe livsglæde. Frivillighedsprincippet vil sammen med de tilhørende aktiviteter føre til, at livsmod, livsglæde og større handlekraft blandt de ældre og handicappede, bliver styrket endnu mere. I Ishøj er der allerede en meget bred vifte af frivillige initiativer, der er med til at sikre borgerne en bedre livskvalitet, men den frivillige indsats skal udbygges fremover, gennem opfordringer fra lokalmiljøet, venner og bekendte, idet der bliver brug for flere hænder i de kommende år til at hjælpe den ældre borgergruppe. Man kan ikke tvinge borgere til at yde en frivillig indsats og hjælp, så kommunens må anvende masser ag “gulerødder” i form af diverse belønninger og støtte. Borgere med indvandrerbaggrund deltager ganske vist noget mindre end etniske danskere i det politiske, sociale og kulturelle liv. Deres kulturbaggrund medfører at de ikke er vant til foreningsliv og frivillig indsats, som etniske dansker er født og opvokset i. Kommunen kan ikke bare overlade til borgeren at være frivillig hjælper. Kommunen har nogle lovgivningsmæssige forpligtelser, som den ikke kan fralægge sig ansvaret for. Erfaringerne har vist sig, at frivillige kan og vil gøre en stor indsats for at være andre behjælpelige, men kommunen skal på alle områder være “tovholder” og koordinator efter fastlagte retnings linjer. Det er kommunens og politikkernes ansvar, at der skabes gode betingelser for det frivillige arbejde, der skal ske gennem samspil og samarbejde mellem den frivillige borger og kommunen, ellers får man ikke den frivillige indsats til at fungere optimalt. Målet er således, at frivillige inddrages og deltager som et positivt supplement til det offentliges varetagelse af de lovpligtige sociale opgaver. Men man skal huske, at det ofte er sådan, at glæden ved at kunne hjælper og være noget for andre er mindst lige så stor, som glæden er for den, der bliver hjulpet. Når denne oplevelse spredes ude i lokalsamfundet, vil mange andre borgere også få lyst til at yde en frivillig indsats Det sidste indsat på frivilligbasis i Ishøj er Seniorværkstedet, der er etableret af en gruppe meget ihærdige og vedholdende ældre borgere i Ishøj. Denne forening er der stort behov for, og foreningen har allerede over 100 medlemmer, såvel kvinder som mænd Mangfoldighed af frivillige er Ishøjs styrke.

                                                   Handleplan: Medborgerskab.

Fremover skal der satses på: • At synliggøre de frivilliges indsats, samt at Byrådet synligt bakker op omkring det frivillige arbejde, uanset om dette udføres af enkelpersoner eller foreninger. • At rekruttere flere frivillige, samt synligt at anerkende, værdsætte og under-støtte det frivillige arbejde. • At sikre god faglig sparring, information og tilbud om kurser til borgerens nære netværk og til de frivillige, • At sikre, at der er økonomiske midler i fornødent omfang, så de frivillige kan udføre den påtaget opgave – det være sig udgifter til kaffe/the, transport, telefon, og mange andre ting, men det kan også være til større ting i foreningslivet. • At Ishøj Kommune belønner den frivillige indsats – eksempelvis ved afholdelse af en årlig fælles middag med underholdning, som kommunens tak for indsatsen. • At der er plads til nye initiativer, samt at der er plads til at der tænkes utraditionelt og modig. • At inddrage borgerne i forbindelse med løsning af forskellige opgaver. • At udarbejde rammer for samarbejdet mellem de frivillige, de frivillige organisationer, politikkerne og administrationen, samt afstemme forventningerne til involveringen. • At der udarbejdes aftalekontakter mellem den frivillige/foreningslivet og Ishøj Kommune, så det formaliseres, hvad der forventes den frivillige har påtaget sig af opgaver. • At udarbejde rammer for samarbejdet mellem de frivillige, de frivillige organisationer, politikkerne og administrationen, samt afstemme forventningerne til involveringen. • At politikkerne og administrationen forpligtiger sig til at høre borgerne inden nye initiativer iværksættes, og at Byrådet reelt mener noget med høringen af borgerne, samt at de langsigtede planer bliver fulgt og ikke forsvinder ud i den blå luft. • At samarbejdsparterne i fællesskab tager medansvar, bekymrer sig for sin næste og at Byrådets altid tager de frivillige alvorligt. • At den frivillige oplever, at der er frihed – men også ansvar i medborgerskabets frivillige indsats. • At kommunen husker, at det er frivillig arbejdskraft, og at man ikke kan tvinge nogen borger til at udføre frivillige opgaver eller indsats. • At Ishøj kommune holder sig for øje, at der er behov for en større fællesskabsfølelse blandt borgerne. Dette kan opnås gennem venlighed, ligeværdighed, imødekommenhed, gensidig respekt, ordentlighed og ansvarlighed. • At Kommunen respekterer de borgere, der ikke ønsker være aktive frivillige, og samtidig huske, at der også mange, der gerne tager ansvar, når de kan se et resultat, og deres indsats bliver værdsat – ikke mindst af kommunen.

                                Digitalisering – digital kommunikation.
v/Erik Schlichting

Hvad er digitalisering? Digitalisering er, at modtage, håndtere, bearbejde og besvare borgerhenvendelser digitalt. Der skal være åbenlyse fordele for en borger, for at vedkommende vil betjene sig selv. Det er ikke i sig selv en god service at kunne udfylde en blanket på nettet, hvis den skal printes for at blive afleveret. Det er god service at kunne henvende sig digitalt, få vejledning digitalt og betjene sig selv digitalt.
Den gode service er digital: I de kommende år skal flest muligt transaktioner foregå via de digitale medier. Derfor skal borgerne og medarbejdere i kommunen oplever den digitale service som optimal. Den digitale service er god, først og fremmest fordi den er fleksibel. Den kan bruges, NÅR borgeren har brug for den, og HVOR borgerne har brug for den. I en travl hverdag skal borgerne ikke bruge deres tid på at møde op på rådhuset og udfylde masser af papirblanketter og skemaer. I stedet skal de kunne udfylde, ansøge og finde informationer, når de vil, og hvor de vil. Det vil borgerne forvente af det fremtidige samfund, nemlig at kunne gøre med det offentlige, ligesom med Netbank og andre smarte, digitale løsninger, der har vundet indpas i borgernes hverdag. Samtidigt er det nødvendigt, at medarbejderne i kommunen er så effektive som muligt gennem udnyttelse af de digitale muligheder, så f.eks. data ikke indtastes flere gange. God service kræver ikke nødvendigvis et fysisk møde. I mange tilfælde kan den digitale service være mere moderne, effektiv og fleksibel, så borgeren på en bedre måde får lige præcis det, vedkommende har brug for. Digitaliseringen styrker dialogen, skaber værdi for borgerne og effektiviserer administrationen. Den digitale kommune skal være lige så nem, sikker og effektiv at bruge som en Netbank. Nye digitale løsninger skal involvere kommunens borgere og samarbejdspartnere på nye måder, og være med til at forandre og effektivisere den måde kommunen varetager sine opgaver på. Byrådet ønsker at bruge ny teknologi til • At skabe nye, forbedrede løsninger i kommunens velfærdsservice. • At udvikle borgerkommunikationen ved brugen af nye og digitaliserede kanaler. • At forenkle og standardisere sagsbehandlingsrutiner ved hjælp af digitalisering. De borgere, der har behov for det, kan og skal have hjælp i f.eks. borgerservice eller på biblioteket. www.borger.dk er din indgang til det offentlige. Her kan man betjene sig selv, når det passer og man har tid. På www.borger.dk kan man også sende og modtage digital post. Det er både hurtigt, nemt og sikkert. Hvis man ikke er i stand til bruge digital selvbetjening: Kan man trods vejledning og hjælp stadigvæk ikke anvende det elektroniske medie for at betjene sig selv på nettet, kan man stadig henvende sig personligt til kommunen. Der er mulighed for, at søge om fritagelse til at benytte EDB ved henvendelser til det offentlige. Det er den offentlige myndighed, som man skal kommunikere med, der skal vurdere, om man kan blive fritaget for at bruge den digitale selvbetjeningsløsning. Grunden hertil kan for eksempel være, at du ikke har de fornødne digitale kompetencer, har et særligt handicap eller på anden vis har et særligt behov for personlig kontakt. Særligt om digital post: Digital post er en postkasse på www.borger.dk, hvor borgeren kan/skal sende og modtage post fra offentlig myndigheder, eksempelvis fra kommunen. Digital post har samme retsvirkning som almindelig post. Frem til 2014 er det frivilligt at tilslutte sig digital post. Fra november 2014 vil alle borgere få en digital postkasse. Borgere, der ikke har mulighed for at benytte den digitale postkasse, får også mulighed for at søge om fritagelse for at benytte denne. I forbindelse med overgangen til digital post i 2014, vil der blive informeret nærmere om den digitale postkasse, og hvordan man kan blive fritaget. Hjælp til digital selvbetjening: Hvis man ikke har mulighed for at betjene sig selv på nettet, skal kommunen yde den fornødne hjælp og bistand, hvilket sker hos kommunens borgerservice eller på biblioteket. Ligesom i dag vil der fortsat være medarbejdere, der skal kunne svare på generelle spørgsmål og hjælpe med den aktuelle henvendelse Problemet med ikke at kunne benytte det digitale medie er primært hos den gruppe af de ældre borgere, der ikke er opvokset med mediet. Har man endnu ikke prøvet at benytte det elektroniske middel, eller er man ikke særlig øvet, er der hjælp at hente mange steder fra for at komme i gang – flere af dem er gratis. Således er der kurser og it-hjælp på biblioteket, den lokale aftenskole, hos Ældre Sagen, Ældremobiliseringen eller hos den boligsociale projektleder, hvis man bor i en almen boligafdeling. Hvis man allerede kan gå på nettet, kan gå ind på www.lærmereomit.dk – her kan du finde en oversigt over kursus-steder og lære mere om it online. Nødvendigvis må det erkendes, at der altid vil være en restgruppe af borgere, der ikke vil være i stand til at benytte det elektroniske medie. Det kan være, at borgeren har et handicap, ikke kan finde ud eller lære at bruge EDB, og nogle vil også være så stædige, at de nægter at bruge EDB, og fastholder, at man vil have personlig kontakt med de offentlige myndigheder. Hvad skal foregå digitalt? Digital selvbetjening indføres trinvis, på forskellige områder frem mod 2015. Den trinvise overgang giver borgerne tid, til at vænne sig til, at det offentlige bliver mere digitalt. Fremover skal alle henvendelse til offentlige ske i alle de nedennævnte tilfælde.
• Melde flytning. • Bestille nyt sundhedskort. • Bestille EU-sygesikringskort. • Ansøge om børnepasning. • Skrive dit barn op på skole og SFO. • Betale for jagttegn, jagtprøve og riffelprøve. Booke en lejrplads eller aktiviteter på Naturstyrelsens arealer. • Begravelseshjælp. • Friplads i dagtilbud. • Hjælpemidler. • Indrejse/udrejse. • Kørekort. • Navne- og adressebeskyttelse. • Pas. • Skadedyrsbekæmpelse. • SKAT – ejendom. • Sygedagpenge (kun indberetningsskema). • Udlån/udlejning af lokaler og ejendomme. • Valg af læge. • Vielse/partnerskab.
Borgernes indgang til Ishøj kommune sker fremover via www.ishøjkviksvar.dk, der er webside til Ishøj kommune. Denne side vil give en mere fleksibel og effektiv borger-betjening – borgerne bestemmer selv, hvornår de vil selvbetjenes, og giver mulighed for at samle alt borger- og medarbejderrelevant viden ét sted, samt er en borgerportal, der giver let adgang til svar på ofte stillede spørgsmål via kommunens hjemmeside. Fordelen med www.ishøjkviksvar.dk er: • At der fremover kun er en indgang til kommunen for Ishøjs borgere. • At der sker en større grad af straks afklaring ved borgerhenvendelser. • At der sker færre omstillinger til baglandet. • At den service borgerne medtager opleves som bedre og mere effektiv. • At der sker en mere fleksibel og effektiv borgerbetjening – borgerne bestemmer selv, hvornår de vil selvbetjenes. Udbetaling Danmark, er et nyt statsligt center for mange ting, der tidligere blev udført i kommunerne, det drejer sig om: • Familieydelser (børne- og ægtefællebidrag, børnetilskud, børne- og ungeydelse). • Barsel dagpenge. • Boligstøtte. • Folkepension. • Førtidspension.

                                                                  Handleplan:                      
                                             Digitalisering – digital kommunikation

Fremover skal der satses på: • At kommunens elektroniske medier – hjemmesider m.v. altid er opdateret og a/jour førte, så borgerne ikke oplever, at det er gamle uaktuelle informationer, men får samt at diverse vejledninger, ansøgningsblanketter altid er opdaterede og aktuelle samt at gamle blanketter er fjernet. • At det elektroniske system fungerer og ikke lider af nedbrud. • At alle selvbetjeningsløsninger er let anvendelige og kan integreres med Ishøj kommunes øvrige it-systemer. • At kommunen opretter en hotline, der har åbent fra kl. 0700 til kl. 2200, eventuelt i samarbejde med andre kommuner, således at borgeren til enhver tid har mulighed for at kunne få hjælp til det elektroniske systemer i Ishøj kommune. • At borgerne oplever de tilvejebragte løsninger som brugervenlige og nemme at forstå og anvende. • At der sker et formaliseret samarbejde med foreninger og frivillige i Ishøj, så de kan ”undervise” borgerne i, hvor selvbetjeningsløsninger, digital post og www.ishøjkviksvar.dk findes, og hvordan det bruges. • At kommunens personale får den fornødne uddannelse og indsigt i anvendelsen af det digitale system, så de til enhver tid er i stand til at give borgerne en præcis og ordentlig hjælp og vejledning i brugen af det elektroniske middel • At ledelsen er synlig i processen, herunder at ledelsen går forrest i forhold til at prioritere ressourcer og skabe opbakning til aktiviteter, der følger af organisationsudvikling og digitalisering af arbejdsgange. • At digitale tiltag understøttes af effektive arbejdsgange, kompetente og engagerede medarbejdere. • At der senest i 2017 er 80% af borgerne, der kan betjene sig selv digitalt. • At der oprettes en Kommunal Senior Net-Café centralt beliggende i kommunen. • At biblioteket og borgerservice også i fremtiden, står klar til hjælp af borgerne. • At Ishøj kommune nøje følger den elektroniske udvikling, og søger for at benytte disse, så borgerne oplever at kommunen er helt fremme i udviklingen af brugen a nye tiltag.

                                 Ældre – Handicapboliger og tilgængelighed.                                        v/Leif Christoffersen & Bjarne Gosvig

 Seniorrådets har efter opfordring på mødet med vores samarbejdspartnere først på året besluttet, at et yderligere fokuspunkt i seniorpolitikken for 2014-2017 skal være Ældre-venlige- og handicapboliger, idet det blev påpeget, at der er nogle særlige problemer omkring nybyggeri og almindelig tilgængelighed for ældre og handicappede borgere. Det drejer sig ikke kun om boligernes indretning, men i særdeleshed også om tilgængeligheden til disse boliger. Den kommende generation af ældre er anderledes indstillet, end de generationer vi hidtil har kendt til. De kommende ældre har levet et anderledes , som er kendetegnet ved et højere uddannelsesniveau, kvinders erhvervsarbejde, faldende børnetal, skilsmisser m.v. ligesom de ikke er særlige autoritetstro Samtidig er det også en generation, der er vokset op i en tid med velstand, social tryghed og voksende forbrug. De kommende ældre vil stille helt andre krav til deres otium, end det, de nuværende ældre gør i dag.
Ishøj Kommune skal tilstræbe at tilbyde de ældre borgere +60 en tilværelse der opfylder ønsket om selvstændighed, og samtidig gennem en så vidtstrakt pleje og omsorg som muligt kan tilgodese behovet for tryghed. Det skal forsøges løst – først og fremmest i den ældres/handicappedes bolig. Endvidere skal man huske, at ældre/handicappede generelt er mere hjemme end erhvervsaktive. Samtidig har de ofte på grund af helbredet en lille aktionsradius. Borgeren vil derfor stille nogle overordnede krav til den ældres/handicappedes bolig, såsom:
• At boligen er målrettet den enkelte borgers behov og ønsker – dvs. differentieret og fleksible boligtilbud. Disse boligtilbuddet skal stemme overens med borgerens egen opfattelse af, hvad der er attraktivt. • At boligen er indrettet med moderne faciliteter og med minimum 2 rum, minimum 70 kvadratmeter inklusiv serviceareal. • At borgeren skal kunne bevæge sig rundt og fungere i boligen, hvilket vil sige krav til rum størrelse, dørbredde, ingen dørtrin, indretning, dagslys i boligen. • At borgeren skal kunne komme til og fra boligen, hvilket vil sige, at der er særlige krav til adgangsforhold, parkeringsforhold, elevator med plads til båre og kiste. • At boligen ligger geografisk i tilgængelige områder med gode og trygge terræn-forhold bl.a. havearealer, god belysning om aftenen, • At der skal findes tilfredsstillende sociale kvaliteter i forbindelse med boligen, hvilket vil sige at kontaktmuligheder til andre mennesker, indkøbsmuligheder, lægehus, offentlige transportmidler, aktivitets muligheder mv. • At der skal tages hensyn til eventuelt plejepersonale arbejdsmæssige funktioner ved udformningen af boligen. • At der skal tages hensyn til miljøet ved valg af materialer, installationer o.l.
Den nye teknologiske verden vil fremover sætte deres præg på ældreboligområdet. Ord som individualisering, øget økonomisk velstand blandt ældre (friværdier og pensions-opsparinger), flere aktive ældre, netværkssamfund, en accelererende IT-udvikling der påvirker arbejds- og fritidslivet, livsstilssygdomme m.v. er kendetegnende for de drivkræfter, der er med til at forandre den verden vi lever i.
                                                                       Handleplan:                                                   Ældre/Handicapboliger og tilgængelighed
Fremover skal der sattes på:
• Der skal etableres kontakt til kommende byggeherrer, ved opførelse af ældre, senior, handicap og plejeboliger med henblik på, at inddrage Seniorrådet og Handicaprådet i byggesager.
• I fremtidens ældre, handicap og plejeboliger, skal der ved etage byggeri være elevator adgang, hvor der skal være plads til sygebårer og kørestole/el-køretøjer og kiste.
• Der skal være gode og tilgængelige adgangsforhold med de nødvendige parkeringspladser (også til besøgende), godt oplyste udearealer om aftenen, så boligområdet fremtræder trygt at færdes i.
• Seniorråd og Handicaprådet bør inddrages ved oprettelse af nye pladser, stier, fortove m.m.
• På mange af kommunens stier og fortove er der dårlig belysning og ikke mindst ødelagte eller skæve fliser, samt alt for høje kantstene. Dette bør der gøres noget ved straks.
• Når vi i Ishøj taler om senior, går vi ud fra alderen 60+. Dette bør derfor også gælde for seniorboligerne på “kirkegrunden”.
• Ved nybyggeri af ældreboliger/plejeboliger skal der tages højde for demente og psykisk syge med en adfærd, som kan være voldelige eller udad reagerende.