«

»

aug 22

Høringssvar vedr. budget 2018

ISHØJ SENIORRÅD

Til: Ishøj kommune Byrådet og Social- og sundhedsudvalget. Ishøj Store Torv 20 2635 Ishøj

 

Udtalelse vedr. budget 2018:

Seniorrådet har på møde den 21. august forholdt sig til budget 2018, og primært på ældreområdet.

Seniorrådet ser med stor tilfredshed, at der ikke er lagt op til besparelser i budget 2018 – ikke mindst på ældreområdet – på nuværende tidspunkt, ligesom der tilsyneladende vil ske de almindelige fremskrivninger på det kommende budget.

I budget 2015 besluttede Byrådet, at spare 1 af 6 nattevagter væk på Kærbo. Den manglende nattevagt har medført, at der nu kun er 5 nattevagter tilbage til at dække arbejdet om natten på 3 huse. Det virker ikke særlig betrykkende, hvis der opstår en akut situation om natten. Seniorrådet skal derfor kraftigt opfordre Byrådet til at genansætte den reducerede nattevagt styrke med 1 medarbejder, således, at der fra 2018 igen vil være 6 nattevagter på Kærbo.

Seniorrådet har med stor forbavselse konstateret, at der ikke er etableret trådløst internetadgang på hverken Kærbo eller Torsbo. Folketinget har besluttet at borgerne skal være på net boks, og skal bruge borger- og sundhedsportalen, og gerne netbank og andre ting på det elektroniske område. Derfor er det ikke tidsvarende, at Ishøj kommunes 2 plejehjem ikke har trådløst internet. Det er et stort ønske fra personalet, en stor del af beboerne på plejehjemmene og ikke mindst fra de pårørende, at der etableres trådløst internet. Mange pårørende vil gerne hjælpe deres ældre familiemedlemmer, med at ordne diverse praktiske ting for familiemedlemmerne på plejehjemmene, ligesom de gerne vil vise eksempelvis familie- og ferie billeder – ikke mindst billeder af børnebørnene til deres pårørende på plejehjemmene.

I forbindelse med Byrådets planlægning og opførelse af nyt genoptræningscenter, der formentligt bliver placeret ved Kærbo, er Seniorrådet vidende om, at det er et stort ønske, at få etableret et udendørs aktivitetsareal – fortrinsvis målrettet den ældre borgergruppe. Seniorrådet skal derfor foreslå, at et sådant udendørs aktivitetsareal arbejdes i den kommende planlægning af et nyt genoptræningscenter. I en parentes kan anføres, at Brøndby kommune i 2015 har etableret et udendørs aktivitetscenter. Meget moderne, pænt og godt indrettet på et ret begrænset areal.

Samtidig skal Seniorrådet gøre opmærksom på, at aktivitetscentret på Kærbo har et stort ønske om, at få etableret en større samlingssal. Den nuværende samlingssal er ikke stor nok, når der afholdes diverse arrangementer, – ikke mindst foredrag, som allerede har udsolgt samme dag, som billetterne til arrangementerne sælges, uagtet at foredragene afholdes 2 gange. Seniorrådet skal derfor foreslå Byrådet, at det kommende byggeri til genoptræningen, overvejes om det vil være muligt, at planlægge en større samlingssal, og kan rumme rigtig mange mennesker i det nye genoptræningsbyggeri. En sådan sal vil naturligvis kunne bruges til mange andre arrangementer uden for aktivitetscentres regi.

Seniorrådet skal herudover gøre opmærksom på, at det nuværende genoptrænningsudstyr er meget gammelt, og ikke alt udstyr er lige tidssvarende. Derfor foreslår Seniorrådet, at der i budgetår 2018 afsættes penge til indkøb af nyt og tidsvarende genoptræningsudstyr.

På hjemmeplejeområdet skal Seniorrådet gøre opmærksom på, at der i de kommende år vil ske store forandringer på det sundhedsforebyggende arbejde, og flere og flere opgaver vil blive pålagt kommunerne at skulle financiere disse. Dette for at formindske statens udgifter til hospitalsbehandling. Kommunerne skal allerede fra 2018 betale en større medfinanciering for hospitalsbehandling af de ældre borgere. For den store mellemgruppe af ældre skal kommunerne således betale 25% af udgifterne på hospitalerne. Seniorrådet går ud fra, at der afsættes penge i budget 2018 til disse øgede udgifter.

Seniorrådet skal fremhæve, at der er brug for flere ”varme hænder” i hjemmeplejen, set ud fra den betragtning, at kommunen må forvente at personalet skal klare flere og mange nye sundhedsopgaver – formentligt allerede fra 2018.

Herudover skal Seniorrådet påpege, at der bør afsættes penge til opsætning af flere bænke på kommunens stisystem. Det er virkelig et stort ønske fra den ældre borgergruppe. Endvidere er det stærkt tiltrængt, at der rigtig mange steder bliver foretaget reparationer af fortovsfliserne i kommunen. Mange steder ligger fortovsfliserne meget ujævnt – flere steder op til 5-8 cm forskudt, ligesom mange fliser har store huller. Mange ældre klager over, at det er usikkert at gå på fortovene i kommunen, og mange er faldet og kommet alvorligt til skade.

Seniorrådet skal også gøre opmærksom på, at Byrådet bør forholde sig til en bedre bustrafik i de nye bolig- og industriområder – ikke mindst busbetjeningen til Torslunde, hvor mange ældre ikke har mulighed for at komme til eller fra dette område.

Endelig skal vi anmode Byrådet om at se på mulighederne for at etablere en form for flextrafik i Kommunen.

Seniorrådet skal med baggrund i ovennævnte udtalelser meddele, at vi i øvrigt tager budget 2018 til efterretning, men forventer naturligvis at blive orienteret om evt. ændringer i forudsætningerne for budget 2018. samt ved ev.t senere budget opfølgning i foråret 2018.

På Seniorrådets vegne

Bjarne Gosvig
Formand for Seniorrådet.