Referat fra Hjemmeplejeudvalget den 26. april 2017

Hjemmeplejeudvalgsmøde Mødedato: 26. april 2017 Tid: 13.00-15.00
Sted: Mødelokale 2D, rådhuset.
Indbudte: Bente Nielsen, Leif Christoffersen, Bjarne Gosvig, Erik Schlichting, Ingelise Jensen, Per Nørskov og Områdeleder Rikke Kragh Iversen.
Afbud fra: Jan Diemer
Referent: Anette Wilhelmsen
Rikke bød velkommen. Dagsorden blev gennemgået og godkendt.

Dagsorden:

1.      Orientering om hvad der rør sig i Hjemmeplejen

2.      Orientering om forebyggelige indlæggelser

3.      Orientering om Viima (Nyt rengøringskoncept)

4.      Eventuelt.

4.1 Punkt om overgang til nyt kabel tv, tilføjes dagsorden.

Referat:

Ad. 1 Orientering om hvad der rør sig i Hjemmeplejen:

Rikke orienterede om, at hjemmeplejen er inde i en fase, hvor der det næste lange stykke tid kommer til at ske en masse. Der er travlt, men det går rigtig godt.

Rikke fortalte, at hjemmeplejen står overfor, at skulle have et nyt omsorgssystem primo 2018. Det er et firma der hedder Systematic der har vundet udbuddet. Det skal bl.a. være med til at styrke indsigten i hinandens arbejdsområder. Det nye system kan noget af det samme som sundhedsplatformen kan. I hjemmeplejen ser vi frem til denne ny teknologi. Det vil selvfølgelig tage tid, at få det fuldt integreret, men ser frem til det tilføjede Rikke.

Rikke fortalte endvidere, at vi i Hjemmeplejen har gode erfaringer bl.a. med indføring af FMK (Det Fælles medicin kort). Det vil sige at alt medicin information nu er elektronisk, samlet i en national database og er på den måde altid opdateret. Det er en stor hjælp i vores hverdag og en god sikkerhed for borgerne.

Rikke fortalte også, at indenfor det næste stykke tid, står vi i Hjemmeplejen overfor at skulle have et risiko baseret tilsyn. Det kommer i løbet af 2017 og det varsles seks uger inden ankomst. Her vil fokus være på patient sikkerheden. Rikke fortalte, at det gamle embedslæge tilsyn er afskaffet, og er i stedet udvidet til at omhandle alle steder hvor der kan være en risiko, som f.eks. i en hjemmepleje. Fremover vil alle områder hvor der er en ordination / behandling, som f.eks. hjemmeplejen, plejehjem, tandlæger, praktiserende læger og bosteder kunne få tilsyn. Det betyder, at der er nogle sundhedsfaglige ting vi skal have styr på. Tilsynet kommer til, primært at kigge på instrukser og procedure, så på den måde får vi et service gennemsyn af hjemmeplejen, dette bl.a. med henblik på at styrke patientsikkerheden. Når de f.eks. skal tjekke medicinen, skal man tjekke selve medicinen, det der er i æsken, og om det passer med det der står i FMK. Det er det primære, som vi kigger efter i vores daglige håndtering af medicin. De vil også prioritere at kigge os i kortene vedr. vores dokumentation og særligt vores akutfunktion. Det kunne være, hvis en borger er dårlig og vi skal opservere pågældende mm. Under tilsynet tjekker de fagligheden, dokumentationen m.fl.

Rikke orienterede om, at vi i Hjemmeplejen stadig arbejder med det gode værdige ældreliv og ældres netværk. Faktisk lægger meget af det vi arbejder med, sig fint, som en paraply / rød tråd henover alle vores tiltag. Herunder bliver klippekortsordningen brugt mere og mere. Principperne for klippekortsordningen blev kort gennemgået. Det går rigtig fint fremad forklarede Rikke og tilføjede, at forleden var der f.eks. en af vores rengøringsassistenter, hvis borger, normalt ikke kommer ud, med ud at gå en tur, hvilket netop bekræfter betydningen af denne ordning. Der var ønske om, at det er mere synligt, hvad man kan bruge denne ordning til.

Endvidere havde Hjemmeplejeudvalget et ønske / forslag om, at der stod mere herom på kommunens hjemmeside. Det kunne være oplysninger om hvad der sker, og måske kunne medarbejderne evt. i samarbejde med borgerne være med til at lægge de gode historier op, bl.a. til motivation og ideer. Måske kunne det laves til en konkurrence for medarbejderne, når de fortæller om de gode historier. Der var enighed om, at det ville være godt at bruge hjemmesiden mere. Det blev drøftet, om borgerne nu kan finde rundt i alle de steder, hvor der kan findes oplysninger om de forskellige tilbud / tiltag. Det aftales at Rikke og Per tager det videre til konversionsgruppen.

Ad. 2 Orientering om forebyggelige indlæggelser:

Rikke forklarede definitionen af forebyggelige indlæggelser. Diagnoser man kunne forebygge, inden man bliver så dårlig, som f.eks. dehydrering. Hjemmeplejeudvalget fik et skema udleveret med statistik, som også udvalget har fået, hvor på, man kan se hvordan Ishøj kommune lægger ifht. de kommuner vi ligner og sammenligner os med. Her er det ikke sådan, at Ishøj lægger dårligere, end de kommuner vi sammenligner os med. Rikke tilføjede, at store dele af de borgere der fremgår i sådan undersøgelser, ikke nødvendigvis er nogen vi kender, eller er tilknyttet Hjemmeplejen. Når borgerne ikke er tilknyttet hjemmeplejen, kan vi af gode grunde ikke forebygge. Rikke konstaterede, at den måde tallene bliver fremlagt hos Sundhedsstyrelsen, så er vi i den dårlige ende, men vi mangler gennemsigtighed på de tal der er fremlagt.

De nævnte tilstande, er tilstande man kan gøre rigtig meget ved, altså måske have forebygget tilstandene. Tilstandene blev drøftet. Det udleverede materiale blev gennemgået og drøftet.

Der er enighed i, at det er meget kompleks, men der på nogen områder godt kan strammes op. Ønsket er, at kommunen kommer højere op på statistikken. Både for borgere i Hjemmeplejen og udenfor, f.eks. kan det være for borgere der afsluttes hos psykiatrien, grundet alder og ikke der bliver videregivet til f.eks. hjemmeplejen.

Endvidere blev formålet med sådan undersøgelse drøftet.

Bilaget er vedhæftet referatet.

Ad. 3 Orientering om Viima (Nyt rengøringskoncept):

Rikke orienterede om, at alle borgere der har praktisk hjælp / hjælp til rengøring, har fået et moppe stativ til rengøring i hjemmet, stillet til rådighed af Hjemmeplejen. Det hedder sig, at det er til låns, og skal returneres ved afslutning af den praktiske hjælp. Hjælperen har mopper og klude med, når de ankommer til hjemmet og tager det med retur igen til vask. Der bruges ikke meget vand til denne måde at rengøre på. Det er et koncept, som er med til at sikre en bedre kvalitet, samt med til at sikre en forbedring af arbejdsmiljøet for medarbejderne. Implementeringen er gået over al forventning, der har været rigtig god respons både fra borgere og medarbejdere. Dette er kun et tiltag, for de borgere der modtager kommunal praktisk hjælp.

Hjemmeplejeudvalget er enige i, at det lyder rigtig godt og tilføjede, at det kunne de da godt få på prøve …

Ad. 4 Eventuelt:

Hjemmeplejeudvalget er glade for samarbejdet med Hjemmeplejen og generelt Ishøj Kommune.

Ad. 4.1 Ekstra punkt – Kabel TV:

Dette punkt blev sat ekstra på, da der er stor debat og tvivl herom. Det handler om, at Ishøj Kommune overgår til ny antenne / kabel tv den 31. maj 2017.

Rikke fortalte Hjemmeplejeudvalget, at man i Hjemmeplejen er i gang med at kortlægge, hvilke konsekvenser det har for de borgere der er tilknyttet hjemmeplejen. Endvidere blev der orienteret om, at alle borgere vil modtage en folder / pixi udgave med informationer herom.

Den ny ordning og overgangen hertil blev drøftet. Samtidig med, at det blev påpeget, at den enkelte skal gøre noget aktivt for ikke at ende med sort skærm. Hjemmeplejeudvalget havde et ønske, om at der kunne sættes en medarbejder af, til at hjælpe borgerne med denne ny ordning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mødedato: 9.November                          2016

Tid: 13.00-15.00
Sted: Mødelokale 2D, rådhuset.
Til stede: Leif Christoffersen, Erik Schlichting, Ingelise Jensen og Områdeleder Rikke Kragh Iversen.
Afbud fra: Bente Nielsen, Jan Diemer, Bjarne Gosvig og Per Nørskov.
Referent: Anette Wilhelmsen
Dagsorden:

 

1.      Orientering om hvad der rør sig i Hjemmeplejen

2.      Besparelser og konsekvenser for vores ældre borgere

3.      Intravenøs medicinsk behandling (I.V.), medicin direkte i
blodet

4.      Nyt punkt – Større pres på Hjemmeplejen, grundet
lægemangel i kommunen

5.      Eventuelt.

Referat:

Ad. 1:

Rikke orienterede om det der rør sig i Hjemmeplejen.

Rikke fortalte, at arbejdet med udmøntning af værdighedspolitikken fylder rigtig meget. Konsulentfirmaet Resonans står for et forløb, der handler om ”et værdigt ældre liv”. Der har bl.a. været afholdt stormøde den 4. oktober for borgere, frivillige og kommunens ansatte, som var en stor succes.

Firmaet Resonans har også været på studiebesøg i Hjemmeplejen og på plejecentrene. De har kørt med medarbejderne og talt med borgerne. Der er indsamlet en masse data og på den baggrund er der opstået to udfordringer som Hjemmeplejen skal arbejde videre med.

Udfordring 1:

·Det er en udfordring, at nogle borgere ikke føler sig godt tilpas, velkomne og trygge i de allerede etablerede fællesskaber f.eks. caféer, fordi de ikke føler, at de lever op til det ”normale”.

Udfordring 2:

·Mange aktiviteter/fællesskaber foregår om dagen, men nogle borgere har brug for tryghed, omsorg og fællesskaber om aftenen.

Der er enighed i, at det er rigtig godt med caféerne og vi skal være opmærksomme på der er plads til alle. Mht. den anden udfordring er det et problem, at alt lukker ned kl. 16 og hvad gør man for de borgere der er ensomme. Erik tilføjede, at f.eks. seniorværkstedet har åbent til kl. 22.

Erik talte om, at man ikke kan komme til caféerne, hvis man ikke selv kan transportere sig dertil. Rikke svarede, at der er penge til transport og mulighed herfor. Rikke oplyste, at Trine er i gang med arbejdsgang herfor. Der er enighed i, at det er vigtigt denne viden bliver givet videre.

Rikke fortalte, at det i samtalerne med borgerne, er kommet frem, at der også er brug for måske bare en snak, hygge eller et spil kort. Rikke tilføjede, at der foregår rigtig mange af disse og andre aktiviteter på Kærbo, men at disse aktiviteter foregår om dagen.

Rikke fortalte, at der er mange muligheder og at der til værdighedsmilliarden følger penge med, så der vil være mulighed for at købe medarbejdere fri til projektet.

Endvidere arbejder vi med klippekortsordningen i Hjemmeplejen. Det er et tilbud til borgere der modtager plejepakker af et vist omfang. Det giver borgerne mulighed for at lave en aktivitet sammen med deres social- og sundhedshjælper f.eks. ledsagelse til juleindkøb, besøg på kirkegård, ledsagelse til tur i tivoli, pensionist julefrokosten m.fl.

Rikke orienterede om, at i forbindelse med pensionist julefrokosten i år, har borgerne mulighed for at blive hentes/opsamlet forskellige steder. Vi kan tilbyde borgerne på klippekortsordningen, at en medarbejder tager med som deres ledsager. Borgerne har modtaget brev herom. Den generelle tilmelding blev drøftet.

Der var enighed om, at det er et rigtig godt tilbud til kommunens pensionister.

Rikke orienterede om et andet tiltag i Hjemmeplejen. Det drejer sig om, at vi er ved at implementere et nyt rengøringskoncept i Hjemmeplejen, kaldet Viima. Det er et nyt koncept med nye arbejdsredskaber. Det vil være materialer som medarbejderen bruger i borgerne hjem, for at forbedre kvaliteten af rengøringen og arbejdsmiljøet for medarbejderen. Planen er at det er implementeret ultimo marts 2017 for alle borgere der modtager praktisk hjælp. Alle borgere vil af medarbejderne blive informeret om det nye koncept. Planen er, at når konceptet er implementeret, vil der laves en tilfredshedsundersøgelse i forhold til medarbejdernes arbejdsmiljø. Ingelise foreslog, at der også laves en tilfredshedsundersøgelse hos borgerne.

Rikke fortalte, at man på sundhedsområdet arbejder på at forebygge indlæggelser. Dette har vi arbejdet på længe og arbejder stadig flittigt hermed. Rikke fortalte at samarbejdet med 1813 er blevet forbedret og nu er der mulighed for, at de ringer til os, før en evt. indlæggelse, så vi kan være med til at vurdere borgeren.

Der var en drøftelse heraf.

Ad. 2:

Rikke orienterede om, at der er meldt besparelser på ydelser til særligt udsatte, rengøring og personlig pleje i 2017, svarende til tre stillinger i Hjemmeplejen. De tre stillinger er fundet ved naturlig afgang.

Det vil få betydning for borgeren, men hvad, er endnu ikke afklaret. Rikke tilføjede, at det er komplekst at styrer ordningerne, f.eks. er der sparet på budgettet til særlig udsatte, samtidig med der gives til denne gruppe i f.eks. klippekortsordningen.

Drøftelse af det høje serviceniveau som borgerne oplever i Ishøj og hvor stolte vi kan være af det. Spørgsmål er, om vi lægger for højt eller andre kommuner lægger for lavt. Stadig er målet, at forebygge og tage ting i opløbet.

Ad. 3:

Jan Diemer har skrevet og ønsket punkt IV behandling i hjemmet (IntraVenøs, medicin direkte i blodet). Rikke fortalte, at vi i Hjemmeplejen kan behandle rigtig meget, men vi kan endnu ikke give antibiotika IV i en kanyle, der ligger i hånden. Vi er i fuld gang med kompetenceudviklingen af vores sygeplejersker.

Vi kan bl.a. tilbyde paraenteral ernæring (en slags mad i blodåren) og hjemme kemoterapi. Behandling som gives i et kateter, der ligger permanent ind i en vene. Men hvis afgangen i blodåren hvor medicinen skal gives, ligger meget yderligt i hånden, komplicerer det handlingerne. Vi er meget interesseret i at være med til at mindske gener for borgeren, der skal ind på sygehuset, for kun at få denne behandling. Det er der også er en økonomisk gevinst ved.

Der sker rigtig meget for øjeblikket mht. opgave overdragelse fra sygehusene. Hjemmeplejen gør alt for at være gearet til at overtage opgaverne.

Ad. 4:

Der var drøftelse om lægemanglen i kommunen, og der var enighed om, at det er et stort og akut problem. Kommunen er i samarbejde med regionen om problematikken, regionen tager også problematikken alvorligt. Kommunen prøver i samarbejde med regionen, at tiltrække flere læger til kommunen. Der er også kommet to ydernumre yderligt til kommunen. Sygeplejerskerne gør hvad de kan, for at have et godt samarbejde med lægerne i denne presset situation.

Leif bragte muligheden for fast læge tilknyttet plejehjem på banen. Det er der mulighed for, men ingen læger har endnu været interesseret.

Eventuelt:

Møderne i 2017 afholdes onsdag den 26. april 2017 og tirsdag den 8. november 2017.

Tak for et godt møde!

 

 

Hjemmeplejeudvalgsmøde den 13. april 2016

 

 

Vedr.:

Hjemmeplejeudvalgsmøde

 

Mødedato:

13. april 2016

 

Tid:

Kl. 13.00-15.00

 

Sted: Mødelokale 2D

Deltagere:

Bente Nielsen, Leif Christoffersen, Bjarne Gosvig og Områdeleder Rikke Kragh Iversen.

Fraværende:

Ingelise Jensen, Erik Schlichting og Per Nørskov.

Referent: Anette Wilhelmsen
 Dagsorden:

1.      Orientering om hvad der rør sig i Hjemmeplejen.

2.      Afholdes der kollektive arrangementer og i givet fald med hvilket resultat og hvad hvis borgeren ikke ønsker at deltage i kollektive arrangementer?

3.      Hvordan inddrages de pårørende i hjemmebesøg og rehabilitering, involveres de pårørende og hvordan defineres pårørende?

4.      Hvor mange borgere får hjælp fra hjemmeplejen, hjemmehjælp og hvor mange er permanente

5.      Hvordan er belægningen på akutpladserne ?

6.      Har medarbejderne tilstrækkelig respekt for borgernes privatliv? Hvordan sikre man denne respekt, kan der etableres kurser, evt. interne kurser i dette?

7.      I det kommunale spørgeskema, der forventes udsendt i 2017, ønskes der spørgsmål om medarbejderne har tilstrækkelig respekt for borgernes privatliv.

8.      Praksis for fremtidig dosering af medicin hos borgerne. Den gældende praksis er, at der kun doseres medicin hos borgerne hver 4. uge. Det er da ikke alle borgere der har plads til alle disse doseringsæsker, medicin æsker og glas. Det kan frygtes, at der vil være borgere som i fremtiden vil få andre til at dosere deres medicin og er det godt for sundheden?

9.      Eventuelt.

Områdeleder Rikke bød velkommen til Hjemmeplejeudvalgsmødet.

Repræsentanterne i udvalget, ville gerne påpege, at de er glade for, at der i Ishøj er et

Hjemmeplejeudvalg. Andre Seniorråd ønsker de også havde den mulighed i deres kommune.

Referat:

 Ad. 1: Orientering om hvad der rør sig i Hjemmeplejen:

Rikke orienterede om, at det går rigtig godt i Hjemmeplejen. Det er en god og stabil periode, som forhåbentlig også kan mærkes ude hos borgerne. Jan fortalte, at han mærker ikke hvis medarbejderne er stresset. Han synes det lader til, at de er gode til ringe og hjælpe hinanden.

Rikke orienterede om implementeringen af FMK – det fælles medicinkort . Det har været et stort arbejde, men er gået rigtig godt og fungere godt og sikkert. Drøftelse af det fælles medicinkort.

Rikke orienterede endvidere om, at Hjemmeplejen er i gang med undervisning i demens, og har som resten af kommunen stor fokus herpå. Drøftelse af det øget antal af demente og årsager hertil.

Det blev drøftet, at man i Ishøj har ca. 30 procent flere ældre end andre kommuner. Samtidig med den høje procentdel af ældre borgere. Der er også stor fokus på at borgerne er mere dårlige når de udskrives, samt at de bliver udskrevet tidligere.

Ishøj kommune har 518 borgere over 80 år, 2940 borgere mellem 65 og 79 år. 

Ad. 2: Afholdes der kollektive arrangementer og i givet fald med hvilket resultat og hvad hvis borgeren ikke ønsker at deltage i kollektive arrangementer:

Bjarne fortalte at spørgsmålet var affødt af et møde vedr. værdighedspolitikken og ville gerne høre om kommunens holdning er hertil og hvordan man arbejder hermed i kommunen? Rikke svarede, at Ældre og rehabilitering skal arbejde med værdighedspolitik, og her indgår der også drøftelser af retten til at sige nej. Drøftelse heraf.

Der blev spurgt ind til det opsøgende team i kommune. Rikke svarede, at det opsøgende team i kommunen hører under Ældre og rehabilitering og ikke under Hjemmeplejen. Leif påpegede, at ikke alle borgere kender til kvalitetsstandarderne i kommunen.

Bente ville godt vide, hvorfor at der kommer visitator ud og tager hjemmehjælpen fra borgerne folk, også borgere der er godt oppe i årene. Rikke svarede, at det er rigtigt at hjælpen kan tages fra en igen, men det har ingen betydning hvilken alder man har. Bjarne tilføjede, at det virker som om, at visitationen har bestemt sig på forhånd når de kommer ud til borgeren. Rikke tilføjede, at visitationen hører under Ældre og rehabilitering og ikke under Hjemmeplejen. Rikke opfordrede medlemmerne til at tage emnet op i senior rådet.

Jan ville ønske, at visitatorerne så mere på den enkelte person, i stedet på hvad der står i kvalitetsstandarderne. Rikke svarede hertil, at de skal følge lovgivningen og kvalitetsstandarderne. Rikke fortalte, at det er kommunes holdning, at når man selv kan, så skal man. Hvilket lovgivningen også ligger op til. Rikke tilføjede, at hvis man er utilfreds over en afgørelse, så kan man klage over afgørelsen. Leif tilføjede, at der jo altid er to sider af en sag.

Ad. 3: Hvordan inddrages de pårørende i hjemmebesøg og rehabilitering, involveres de pårørende og hvordan defineres pårørende:

Det blev drøftet hvor vidt man som borger ved, at man har ret til at have pårørende/bisidder med til møder med kommunen. Udvalget tænker ikke, at man som borger bliver gjort opmærksom herpå.

Rikke fortalte, at i Hjemmeplejen, bliver de pårørende ofte inddraget. Det er helt almindeligt, at vi taler med pårørende om diverse, når borgeren har givet tilladelse hertil. Rikke orienterede om muligheden for at gøre brug af ledsagerordningen. Ledsagerordningen drives af frivillige. Der er flere forskellige frivillige tilbud, som hospitalsvenner, ledsager- og navigator ordningen.

Rikke orienterede om navigator projektet. Det er til, at hjælpe borgerne med at finde rundt i sundhedssystemet. Det er frivillige, der er uddannet i, at kunne hjælpe borgere med at navigere i sundhedssystemet.

Rikke tilføjede, at ved brug af de frivillige tilbud, kan vi i Hjemmeplejen være behjælpelige med at formidle kontakten.

Leif orienterede om, at man som medlem af Seniorrådet kan står til rådighed som bisidder. Drøftelse heraf.

Jan tilføjede, at det giver ro og tryghed for pårørende, når deres pårørende har nødkald.

Ad. 4: Hvor mange borgere får hjælp fra hjemmeplejen, hjemmehjælp og hvor mange er permanente:

Rikke oplyste, at vi i gennemsnit har lige omkring 500 borgere der modtager hjemmehjælp. Omkring 50 borgere på Kærbo og Torsbo og ca. 115 borgere der modtager privat hjælp. Der er omkring 430 af de 500 borgere, der modtager praktisk hjælp. Et par og tyve borgere modtager midlertidig hjælp.

Der er omkring 300 borgere der er tilknyttet sygeplejen. Flere borgere er både tilknyttet hjemmehjælp og sygepleje.

Rikke fortalte, at hjælpen ikke er stationær, alt skal løbende vurderes. Dette sker bl.a. via medarbejderne i Hjemmeplejen.

Der var enighed om, at størstedelen af borgerne ønsker at klare sig selv, hvis det er muligt.

Jan synes det er godt at medarbejderne har meget at skulle have sagt, sådan burde det være, når det er dem der kommer i hjemmet. Rikke er enig, og fortæller det fungere rigtig godt, de lytter og er villige til at se på borgernes ønsker.

Rehabilitering og hjælp der stoppes igen, blev drøftet. Der var enighed i, at man generelt har det godt i Ishøj.

Ad. 5: Hvordan er belægningen på akutpladserne:

Rikke orienterede om at akutpladserne på Torsbo, er blevet omkonverteret til døgnpladser som det kendes fra Kærbo.

Det er primært de koordinerende sygeplejersker, der disponere over pladser. Men vi kan i Hjemmeplejen, stadig søge om, at en borger får en plads.

Jan fortalte, at han fra de koordinerende, har fået fortalt, at der er et øget pres på disse pladser, og at det nogle gange er noget af et puslespil at få det til at gå op. Men at de har et rigtig godt samarbejde herom.

Ad. 6: Har medarbejderne tilstrækkelig respekt for borgernes privatliv? Hvordan sikre man denne respekt, kan der etableres kurser, evt. interne kurser i dette:

Jan fortalte at punktet er sat på, da han oplever nogle problemer med Hjemmeplejen. Problemet er, at Jan og hans kone igen og igen oplever problemer med at medarbejderne i Hjemmeplejen bruger danboksnøglen til at låse sig ind med, det på trods af, at man selv som borger kan komme til døren og åbne op.

Problematikken blev drøftet.

Det blev aftalt at Rikke igen indskærper det overfor medarbejderne. Det blev også aftalt, at Jan evt. kunne deltage på et møde i Hjemmeplejen, hvor han kan fortælle medarbejderne vigtigheden heraf.

Ad. 7: I det kommunale spørgeskema, der forventes udsendt i 2017, ønskes der spørgsmål om medarbejderne har tilstrækkelig respekt for borgernes privatliv:

Jan fortalte at spørgsmålet sættes på, primært af samme årsag som ovenstående, vedr. brug af danboksnøglen, på trods af borger selv kan åbne.

Der var drøftelse af spørgeskemaet, muligheden for en højere svar procent mm. 

Ad. 8: Praksis for fremtidig dosering af medicin hos borgerne. Den gældende praksis er, at der kun doseres medicin hos borgerne hver 4. uge. Det er da ikke alle borgere der har plads til alle disse doseringsæsker, medicin æsker og glas. Det kan frygtes, at der vil være borgere som i fremtiden vil få andre til at dosere deres medicin og er det godt for sundheden?

Jan spurgte ind hvor mange borgere der modtager medicindosering. Svaret er, at det er omkring 200 borgere pt. Jan fortalte at punktet er sat på, for at få en forklaring på hvorfor der skal doseres til fire uger. Jan fortalte at det er et problem med al den opbevaring i forbindelse hermed. Jan ønsker der kan doseres hver 2. uge. Rikke svarede, at så vidt hun ved, har det altid været fire uger. Rikke fortalte, at det er en sygeplejerske der skal dosere, hjælperne må ikke. Rikke kan godt se problematikken vedr. det fylder i hjemmet, men mener stadig det er det bedste, det er hver fjerde uge, også af hensyn til mindre forstyrrelser i hjemmet. Rikke orienterede om muligheden for at få dosisdispenseret medicin fra apoteket.

Medicindosering fra hjemmeplejen og dosisdispenseret medicin og fordele og ulemper blev drøftet.

Endvidere blev det drøftet, hvordan medicinen mm. sikres og brugen af ipaden med vores omsorgssystem.   

Ad. 9: Eventuelt:

Bjarne spurgte ind til, at han har hørt kommunen skal spare en masse penge i kommende år. I den forbindelse ville han gerne høre om Rikke har nogen gode idéer til sparekataloget? Rikke svarede, at ud af hjemmeplejens budget, vil det nærmest kun være lønkroner der kan spares på, og det ville hun være ked af. Rikke fortalte der tidligere har været kig på indkøbsordningen med Intervare, men der skal være et indkøbstilbud til borgerne. Jan foreslog man kiggede på at spare nogen penge på de forebyggende besøg. Rikke fortalte at det område hører under Ældre og rehabilitering og ikke hjemmeplejen.

Eventuelle konsekvenser ved besparelser for hjemmeplejen blev drøftet. I den forbindelse fortalte Rikke, at det der vil komme til at ske, er vi skal løbe stærkere og det kan få konsekvenser for borgeren og påvirke relationen. Rikke tilføjede, at der hele tiden stilles nye og større krav til hjemmeplejen, hvilket betyder stramstyring, men også større behov for ressourcer.

Klippekortsordningen blev drøftet. Rikke fortalte at ordningen er implementeret.

Ønsket om fast hjemmehjælper til alle borgere blev drøftet. Jan synes der kommer for mange forskellige hjælpere, og det fungere ikke så godt når der kommer afløsere. Jan tilføjede at han ikke oplever samme problematik når det gælder sygeplejegruppen. Rikke fortalte at man i Hjemmeplejen er meget opmærksom herpå, og vil stadig arbejde videre med forbedringer.

Næste møde afholdes onsdag den 9. november 2016 kl. 13.00-15.00.

 

Hjemmeplejeudvalgsmøde

Sted: Mødelokale 2D,  rådhuset.
Deltagere:

Bente Nielsen, Leif Christoffersen, Jan Diemer, Bjarne Gosvig og Områdeleder Rikke Kragh Iversen.

Referent: Anette Wilhelmsen
Dagsorden:

 1.      Orientering om hvad der rør sig i Hjemmeplejen

2.      Ventetid til hjemmehjælp

3.      Orientering om telemedicin

4.      Drøftelse af samarbejdet med de praktiserende læger og speciallæger

5.      Eventuelt

Rikke bød velkommen til mødet og bød velkommen til Hjemmeplejeudvalgets nye medlem Jan.  

Ad. 1 Orientering om hvad der rør sig i Hjemmeplejen;

Udvalget spurgte ind til omstruktureringen i kommunen pr. 1. januar 2016 og betydningen heraf for Hjemmeplejen. Rikke orienterede herom.

Omstruktureringerne skete bl.a. på baggrund af, at der skal være en direktør mindre og en undersøgelse udført af konsulenter fra KL. Medarbejdere og ledere m.fl. er blevet interviewet hertil, omkring styrkelse af Sundhedsområdet.

Det første oplæg fra politikkerne, blev sendt i høring til alle lokalMED udvalg. På baggrund af bl.a. høringssvarene, blev et nyt forslag vedtaget.

Hjemmeplejen vil ikke blive direkte berørt heraf og hvordan det ellers påvirker andre områder i kommunen, kan Rikke ikke sige noget nærmere om. Drøftelse og snak herom.

Rikke orienterede om, at Hjemmeplejen stadig arbejder med “en nye måde at arbejde på”. Det fungerer umiddelbart godt både for medarbejdere og borgere. Planen er nu, at dele vores to store distrikter op i mindre enheder/teams, som bl.a. er et stort ønske fra medarbejderne. For borgerne vil denne ændring forhåbentlig medfører en mindre gruppe forskellige medarbejdere der kommer hos den enkelte. Der var enighed i, at det vil skabe bedre tilfredshed hos borgerne med mere fast personale hos den enkelte borger. Drøftelse heraf.

Endvidere blev kontaktpersonsbegrebet drøftet.

Jan kunne som bruger af Hjemmeplejen, fortælle at han oplever problemstillingen med at ens faste hjælper ikke kommer til ham, på trods af medarbejderen er på arbejde. Jan oplever mange forskellige hjælpere i hjemmet. Jan oplyser at, de primært har gode oplevelser med de medarbejdere der kommer, men de ville ønske mere kontinuitet og gerne orientering ved fravær som f.eks. ferie fra medarbejderen selv. Rikke har noteret dette og går videre hermed.

Ved utilfredshed eller problemer, opfordrede Rikke til, at der bliver ringet/skrevet til Hjemmeplejen herom.

Rikke fortalte at kommunen er i gang med at forbedre telefonsystemerne. På sigt vil Hjemmeplejen udvide telefontiden, bl.a. på opfordring fra Jan. Endvidere arbejdes der med bedre svar ved f.eks. kø på linjen og på telefonsvareren. Jan kunne fortælle, at Hjemmeplejen telefonsvarer besked allerede nu er forbedret med bl.a. åbningstider.

Rikke orienterede om, at man i Hjemmeplejen er i gang med at overgå til Fælles medicin kort (FMK), hvilket forventes implementeret for alle vores borgere ultimo 2015. Rikke fortalte nærmere om FMK.

Hjemmeplejeudvalget spurgte ind til Hjemmeplejens økonomi. Rikke svarede at økonomien er stram, men at det går og er acceptabelt, i forhold til personaleressourcer.

Ad. 2 Ventetid på Hjemmehjælp;

Bjarne har ønsket punktet på, da han har hørt om der kan være problemer, evt. ved udskrivelse en fredag eftermiddag. Rikke svarede, at vi får en elektronisk besked fra sygehusene ved udskrivelse og da vi er døgnbemandet i Hjemmeplejen, vil der blive handlet her på hurtigst muligt. Borgeren vil få den hjælp der er behov for vedr. personlig og praktisk hjælp, så det skal man ikke være bekymret for.

Rikke fortalte om eksemplet Tryghedsplejen, hvordan borgerne hurtigt og sikkert blev sikret den fornødne hjælp.

Ad. 3 Orientering om telemedicin;

Hjemmeplejeudvalget ønskede nærmere beskrivelse af telemedicin og hvordan det evt. bruges i Hjemmeplejen. Rikke fortalte at man i Hjemmeplejen tidligere har prøvet at skype med en borger, men det blev stoppet pga. datasikkerheden. Hjemmeplejen, har borgere man f.eks. ringer til og minder om at tage medicinen, men ellers gør Hjemmeplejen endnu ikke brug af telemedicin. Rikke skal i januar til møde og orienteres om det sidste nye indenfor telemedicin. Andre eksempler på telemedicin blev drøftet. Der var enighed om at det er en god mulighed, men vigtigt at ikke glemme relationen.

Ad. 4 Drøftelse af samarbejde med de praktiserende læger og speciallæger;

Dette punkt var ikke længere aktuelt, da medlemmerne af udvalget har fået ønsket svar herpå fra andet møde. Samarbejdet med de praktiserende læger i Ishøj blev kort drøftet.

Ad. 5 Eventuelt;

Sortering af husholdningsaffald blev drøftet. Glas, aviser, batterier skal sorteres for sig, andet kan komme i brandbart.

Der var drøftelse Hjemmeplejeudvalget imellem, bl.a. ved læger på plejehjemmene, nyt plejehjem i Ishøj og de nye boliger der skal bygges over ved kirken.

Nye møde datoer i 2016;

·         Onsdag den 13. april 2016 kl. 13.00-15.00.

·         Onsdag den 9. november 2016 kl. 13.00-15.00

Det aftales at mødeindkaldelse sendes både i kalenderen og pr. mail.

 

Hjemmeplejeudvalgsmøde
den 5. november 2014

 

Sted: Hjemmeplejen
Til stede:

Ingelise Jensen, Bente Nielsen, Bjarne Gosvig, Leif Christoffersen og Leder af Hjemmeplejen Rikke Kragh Iversen.

Referent: Anette Wilhelmsen
 

Dagsorden;

  1. Orientering om, hvad der rør sig i Hjemmeplejen.

 

Velkomst ved Rikke

Ad. 1. Hvad der rør sig i Hjemmeplejen

Rikke orienterede om, hvordan situationen har været i Hjemmeplejen det sidste halve år. 

Det er en meget stor omstilling, Hjemmeplejen har gennemgået, hvor en ny måde at arbejde på, er blevet implementeret og denne overgang har været rigtig travl. Medarbejderne er rigtig positive overfor de ændringer, som den nye styringsmodel her medført. En anden del af den nye måde at arbejde på er implementering af tre projekter, som er affødt af ældremilliarden.

 

Orientering “En ny måde at arbejde på i Hjemmeplejen”;

”En ny måde at arbejde på i Hjemmeplejen”, skal være med til at skabe mere ansvar til Social- og Sundhedshjælperne og Social- og Sundhedsassistenterne i deres arbejde med borgerne. Vi er i den forbindelse gået væk fra enkelte ydelser og overgået til ydelsespakker. Borgere og medarbejdere skal i samarbejde tilpasse ydelserne efter borgernes aktuelle behov. Det skaber en større fleksibilitet for borgerne. Med den nye styringsmodel kan Hjemmeplejen skrue op og ned for tiden til den enkelte borger, hvor der er behov inden for en forudbestemt ramme – pakke, uden at det først skal godkendes af visitationen. Det er ikke sikkert, at borgere mærker den store forskel, da medarbejderne, fordi det gav god mening, også tidligere tilrettelagde deres arbejde med udgangspunkt i borgernes behov, men nu er det blev legaliseret.

Vi oplever, at medarbejderne er vokset med ansvaret. Der er også kommet større fokus på tidlig opsporing af funktionsændringer hos borgerne. Nu gør man ikke “bare” rent, man observerer også forandringer og handler herpå. 

Bjarne spurgte ind til, hvordan det foregår, når borgere sendes hjem fra hospitalerne. Rikke forklarede, at det går hurtigt med at starte hjælpen op hos den enkelte. Hospitalerne sørger for at henvise borgeren til hjemmehjælp, sygepleje, genoptræning, eller hvad der måtte være behov for.

Bente spurgte ind til, om man kan gå efter 20 min, hvis der på forhånd er afsat en halv time til at gøre rent i. Rikke svarede, at nogen gang har man ikke brug for at udfylde hele tiden, mens man andre gange er  der længere end det planlagte.

Der blev spurgt ind til medarbejdernes transportmidler. Rikke fortalte, at sygeplejen, aften- og nattevagterne kører i biler, da deres lister er meget spredte rent geografisk. Hjælperne og assistenterne cykler primært rundt, de medarbejdere der skal til landsbyen kører dog bil. Medarbejderne har ikke været interesseret i at få elcykler. De vil gerne have motionen.

Orientering “Ældremilliarden”;

Vi har fået 2,7 mio. af ældremilliarden. Der skal søges på ny. Det forventes, at vi får midlerne i 2015. Alle borgere der er en del af projekterne, bliver visiteret specielt til den særlige indsats. Det er Hjemmeplejens egne medarbejdere, der indgår i projekterne. 

Første projekt handler om hverdagstræning i eget hjem. Det kan være træning for borgere, der har brug for ekstra træning udover den genoptræning, der foregår i træningscenteret. Hjælperne mødes i hjemmet sammen med enten fysioterapeuten eller ergoterapeuten for at planlægge det individuelle forløb i samarbejde med borgeren og hjælperen. Hjælperen overtager så træningsforløbet med borgeren.

Vi kan altså supplere og vedligeholde genoptræningsforløbet og derved opretholde borgerens funktionsniveau. Borgerne, der har deltaget i projektet, er meget glade for det. Planen er, at vi skal tænke hverdagstræning ind, allerede når borgeren udskrives fra hospitalet. Der er både en fysioterapeut og ergoterapeut tilknyttet projektet.

Andet projekt omhandler en særlig indsats til ældre, ensomme og evt. småtspisende borgere. Projektet har udviklet sig til en kæmpe succes. Det ene spor er café Solstrålen, og det andet spor er det pædagogiske måltid i borgerens eget hjem. Her tilbereder og spiser borgerne og medarbejderne sammen. I caféen, som afholdes i et af AAB ejendomslokaler, deltager frivillige fra bl.a. Ældre sagen, medarbejdere fra hjemmeplejen og Kærbo. Herudover er kørselsafdeling og køkkenet på Kærbo involveret. Vores primære opgave her er at skabe kontakt til de borgere, der ønsker at være med i caféen og evt. følge borgeren ned i herned. Flere borgerne var ikke kommet af sted, hvis de ikke havde haft den mulighed at have ”deres” hjælper med. Hver 14. dag har caféen åben til kaffe og hver 14. dag til mad. Der er brugerbetaling for de deltagende, og man skal tilmelde sig hertil.

Frivillige kvinder, fra “I tråd med verden” og en pensioneret kok har lavet erfaringsudveksling i form af tilberedning af etnisk mad og dansk mad til cafégæsterne, hvilket var en stor succes. Hjemmeplejeudvalget fik vist en video fra en dag i caféen, hvor der var besøg af kvinderne fra “I tråd med verden”.

Åbningen af caféen har ført meget positivt med sig, og det er planen, at der skal åbnes en café tilsvarende i Åparken i løbet af det nye år. Caféen har også ført andre spændende initiativer til sig, bl.a. har en gruppe af cafébrugerne været i Tivoli sammen og selv arrangeret det. Hjemmeplejeudvalget syntes projektet lyder rigtig fint og syntes, det kunne være spændende at være med i caféen en dag.

Hjemmeplejeudvalget foreslog, at man laver mere reklame for dette gode projekt, evt. i form af artikler i Sydkysten.

Ved det pædagogiske måltid er vi startet op hos få borgere, da det kræver mange ressourcer, men hos de borgere, der er med i proejktet, er det en kæmpe succes. Der er sat 1,5 time af pr. gang til det pædagogiske måltid. Vi er pt. kun i gang med middagsmåltidet, men vil på sigt gerne udvide til aftenmåltidet og involvere flere borgere. Der er enighed om, at det er et rigtig godt projekt, som der er mange kandidater til, og vi håber, der kan blive afsat mange ressourcer hertil

Det tredje projekt er en særlig indsats overfor borgere, der f.eks. har psykiske lidelser, der er ensomme eller har det svært m.fl. Vi kommer allerede hos disse borgere.

Vi starter op her ultimo 2014 med kompetence udvikling og supervision for medarbejderne tilknyttet projektet.  

Ad. 2. Evt.

Leif fortalte, at hvis han modtager klager fra borgerne, så ønsker han at modtage dem skriftligt for at kunne handle på dem. Men en af de klager han havde modtaget var, at hos en borger var medarbejderen gået ind uden at ringe eller banke på først, hvortil at borgeren var blevet noget forskrækket over, at hjælperen pludselig var i hjemmet. Rikke udtrykte beklagelse over dette.

 

 

Næstes møde afholdes foråret 2015

 
 
 
 
 
REFERAT FRA HJEMMEPLEJEUDVALGET DEN 2. APRIL 2014

Til stede; Ingelise Jensen, Bente Nielsen, Bjarne Gosvig. Leif Christoffersen og Områdeleder

Hjemmeplejen Rikke Kragh Iversen. Referent; Anette Wilhelmsen

Dagsorden;

  1. Orientering om hvad der rør sig i Hjemmeplejen
  2. Punkt fra Leif; Venstre og Dansk Folkeparti vil i lovgivningen stille krav om ledsager til demente, når de f.eks. skal til læge. Hvad gør vi i dag?
  3. Punkt fra Leif; Evaluering af Rikkes deltagelse i Vestegnstræf.
  4. Eventuelt

Rikke bød velkommen.

Ad.1. Hvad rør sig i Hjemmeplejen;

Rikke orienterede om, hvad der rør sig i Hjemmeplejen. Vi er i gang med en ny måde at arbejde på og i den forbindelse, overgår vi til ydelsespakker. Det får betydning for, hvor fleksible vi kan være i forhold til borgerne. Rikke fortalte, at der er meget i gang i Hjemmeplejen lige nu, det er nogle gode processer, der er gang i, og vi søger for, at alle kan følge med. I denne proces er vi også meget optaget af, at samarbejdet med visitationen, ergoterapeuterne m.m. styrkes.

Rikke orienterede om, at vi ikke har et højt sygefravær i Hjemmeplejen, men det kan godt blive lavere. Rikke tilføjede, at vi i Hjemmeplejen er meget opmærksomme på medarbejdernes trivsel. Bjarne tilføjede, at et lavt sygefravær må betyde, at medarbejderne trives.

Rikke begrundede det med, at vi i Hjemmeplejen tror på, at indflydelse og tillid til medarbejderne virker, hvilket der var enighed om.

Bjarne fortalte, at da han i en periode havde brug for hjælp fra Hjemmeplejen, der gav alle medarbejderne det indtryk, at de havde god tid, og medarbejderne var meget kompetente. Endvidere gav de besked, hvis de ikke kom som aftalt.

Rikke sagde, at medarbejderne generelt er glade for deres arbejde og yder deres bedste.

Rikke orienterede om, at vi i Hjemmeplejen er meget optaget af ældremilliarden. Der er fra kommunens side lige sendt pressemeddelelse ud herom. Midlerne skal bruges til tre projekter, der primært til varme hænder. Projekterne skal betragtes som permanente, men der skal dog søges midler hertil hvert år.

Det ene projekt er til en særlig indsats i eget hjem, f.eks. i form af hjemmetræning. Det er tænkt som et supplement til træning i træningscenter. Der er ansat en træningsterapeut til at køre dette projekt i samarbejde med træningsenheden og os i Hjemmeplejen.

Det andet projekt er en særlig indsats rettet mod ensomme, isolerede, småtspisende borgere, hvor vi kan tilbyde en særlig indsats. Vi får tildelt tid til at hjælpe disse borgere i hjemmet og sammen med de frivillige f.eks. i kulturhuset til caféarrangementer. Vedr. caféarrangementerne, så får vi der mulighed for som medarbejder at tage sammen med borgeren derhen.

Hjemmeplejeudvalget drøftede vigtigheden af, at man kan dufte maden, være med til selv at lave maden, om det er i eget hjem eller ude. Bente sagde, det er vigtigt som borger at kunne være med i madsituationen, og det er ærgerligt, at man ikke kan det i institutioner. Rikke tilføjede, at det er godt, at vi som professionelle har muligheden for at hjælpe borgere i eget hjem, det er en særlig indsats, vi kan byde ind  med.
Der var drøftelse af mulighederne for spisevenner, at mange borgere er usikre på at lukke andre ind i spisesituationen, da det normalt er meget privat, og noget der kun foregår alene eller med familien. For mange borgere er det en tryghed at have en professionel til at hjælpe en med forskellige gøremål i forhold til en frivillig, dette i hvert fald indtil man føler sig tryg ved den frivillige. Det tredje projekt er en særlig indsats overfor borgere, der er særligt psykisk eller fysisk udsat. Vi skal finde ud af, om der er mulighed for at hjælpe her. Det kan være en særlig indsats, hvor der ellers ikke er andre tilbud. Det kan være borgere med psykiske lidelser, demente eller borgere med misbrug m.fl. Vi skal hjælpe med at højne deres livskvalitet, og her er det vigtigt, at medarbejderen får tiden hertil. Der var enighed om, at det er rigtig godt, da det er noget, der har været skåret væk de senere år. Rikke er enig, for selvom vi er der hver dag, er det vigtigt, der er tid til den enkelte og dennes behov. I mange af disse hjem er det meget kompliceret at komme, det kan gå godt i en periode, for så hurtigt at vende igen. Det er også vigtigt, at der er ressourcer til at tale med de pårørende m.m. Rikke fortalte, at til disse projekter, er det primært penge til medarbejdertimer, der er tilført dette projekt, altså varme hænder. Projektet er i første omgang for de borgere, vi kommer hos i forvejen, men som vi nu får muligheden for at hjælpe og give en øget livskvalitet. Der var enighed om, at det er godt, det ikke er to bade, der skal leves op til, men netop det vi selv ønsker og mener, der er behov for ude hos borgerne. Leif tilføjede, at de løbende ønsker orientering herom, at det er rigtig godt og glæder sig til at høre, hvordan det går. Det tages op igen som punkt på næste møde.

Rikke orienterede om tirsdagscaféen i Kulturhuset. Inden etablering heraf, skulle vi Hjemmeplejen samt på Kærbo finde ud af, hvor mange borgere vi mente kunne have glæde af et sådant tilbud. I løbet af kort tid var der samlet 80 navne ind, så der er et stort behov for disse tiltag. Tidligere har projekter som dette måske ikke være prioriteret som nu, hvor man afsætter rigtig mange ressourcer hertil. Tirsdagscaféerne er i første omgang en forsøgsordning i samarbejde med AAB. Alle er velkommen, og der var enighed om, at det er en rigtig god start, hvilket formentlig vil blive udvidet, hvis det går godt. Bente havde et ønske om, at det også vil blive afholdt i anden del af Ishøj, så alle får nemmere mulighed for at deltage. Bjarne svarede, at de nok starter et sted for at prøve det af, og man skal huske, at alle er velkommne. Rikke fortalte, at det i første omgang er vores medarbejdere samt Kærbo, der tager fat i deres borgere og finder ud af, om de kan have interesse heri.

Medlemmerne fra Seniorrådet havde et ønske om, at de blev mere involveret i sager og tiltag fra kommunens og de frivilliges side. Seniorrådet er folkevalgte medlemmer og varetager dermed alle borgeres interesser. Ældresagen derimod varetager primært deres medlemmers interesser. Seniorrådet synes kommunen samarbejder meget med Ældresagen, og at både kommunen og Ældresagen ikke er nok interesseret i at samarbejde med Seniorrådet, hvilket de ellers ville ønske. Det er f.eks. vigtigt for Seniorrådet, at de frivillige ved, at de kan bruge Seniorrådet til at hjælpe med at formidle deres tilbud.

Ad. 2. Hvad gør vi dag, vedr. ledsager til demente;

Leif ville gerne høre, hvad vi gør i Ishøj i forhold til f.eks. at ledsage ældre demente til læge. Rikke svarede, at vi som det er nu, ikke har en egentlig ledsager ydelse, men at vi forbindelse med det nye projekt om en særlig indsats kan få en mulighed herfor, ud fra en individuel vurdering. Rikke fortalte, at det i dag, ikke er noget vi har gjort, men kommunens demenskoordinator hjælper borgere på dette område, bl.a. i form at ledsager ordningen med de frivillige.

Ad. 3. Evaluering Vestegnstræf;

Vedr. det nyligt afholdte Vestegnstræf, så er der gode tilbagemeldinger herpå. Seniorrådet er dog ikke helt tilfredse med Idrætscentrets IT adgange. Tiden gik rigtig hurtigt, det skal vi være opmærksomme på til en anden gang. Det aftales, at Rikke sender hendes slides fra dagens oplæg til Leif.

Ad. 4. Eventuelt;

Bjarne spurgte om, hvor hurtigt der er mulighed for at komme på plejehjem her i Ishøj? Rikke svarede, at det ikke er Hjemmeplejen der visiterer til plejehjem, men fortalte om tilbuddet via kommunens akutpladser. Rikke fortalte nærmere om akutpladserne, om deres primære formål som er at kunne forebygge en indlæggelse. Akutpladser kan benyttes i en kort periode, for så at komme retur til eget hjem. Endvidere orienterede Rikke kort om kommunens døgn- og aflastningspladser.

Bjarne ville gerne vide, hvor mange borgere der modtager privat hjemmehjælp. (Svar; I marts 2014 modtog 160 borgere privat hjemmehjælp). Rikke fortalte, at sådan som det er nu, er der 12 leverandører at vælge i mellem for borgere i Ishøj Kommune. De private leverandører skal skæres ned til tre, inkl. det kommunale tilbud. Borgerne skal kunne vælge på lige fod mellem de private leverandører og den kommunale Hjemmehjælp.

Leif spurgte ind til tilfredsundersøgelserne, da de havde ønsker/kommentarer hertil; skemaet er svært. Rikke fortalte at Hjemmeplejen ikke er involveret i disse undersøgelser.

Bente havde nogle spørgsmål/ønsker vedr. det de forebyggende besøg, alderen herfor, og vedr. Sundhedskort, attester, tandlægehjælp med mere. Rikke fortalte at alt dette ikke er noget vi i Hjemmeplejen er direkte involveret i, men at det skal tages op i Seniorrådet, Sundhed og Ældre.

Rikke takkede for et godt møde. Næste møde afholdes i efteråret. Hjemmeplejen vender tilbage med forslag til dato.